
sekretær
- Nyt fra Sprognævnet,
2004/3, 01.09.2004.
Spørgsmål:
Hvornår opstod titlen sekretær? Adskiller den sig fra kontormedhjælper?
Svar:
Man har eksempler på ordet sekretær i dansk helt tilbage i 1500-tallet, her med et ekstra –er føjet til “som en yderligere fordanskning” (Skautrup: Det Danske Sprogs Historie II, 1947, s. 236): sekreterer (Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog 1300-1700, bd. III, 1892-1901). Det ældste citat hos Kalkar lyder: os elskelige CW vor secreterer (1554). I et andet citat står der om en person at han bleff kalled til kong: maiestatz secreterer (citatet stammer fra Anders Sørensen Vedel 1575). I et citat fra 1779 sættes der lighedstegn mellem skriver eller secreterer. I vores ældste fremmedordbog, Jacob Baden, 1806, er ordet opført med følgende skrivemåder og forklaringer: Secretaire (opslagsform), ‘Secretær, Geheimskriver’. I Høsts Fremmedordbog, 1837 har opslagsordet Secretair betydningerne ‘Lønskriver, Geheimskriver; en Rangtitel; Skrivepult’. I Meyer: Kortfattet Lexikon over fremmede, i det danske Skrift- og Omgangs-Sprog forekommende Ord, Konstudtryk og Talemaader, 1837, har ordet følgende opslagsformer: Secretær, Secretair og Secretarius. Forklaringen lyder: ‘Haandskriver; Geheimskriver; de to første ogsaa et Skriverbord, Skriverpult’.
Det er tydeligt at sekretæren har været en betroet person. Fra gammel tid var han en af kongens mest betroede medarbejdere og som gehejmskriver førte han pennen for gehejmestatsrådet, der fra 1772 til 1866 var det råd der bistod kongen ved regeringens førelse (ODS, bd. 6, 1924) og havde indsigt i rigets pengesager.
Også i vore dage er en sekretær ofte en indflydelsesrig person. Det gælder fx sekretæren i LO, partisekretæren i de østeuropæiske lande ligeledes. Nordisk Råd har en generalsekretær. Chefsekretæren i private virksomheder er i reglen højt anskrevet og ofte tilsvarende gageret.
Denne karakteristik står lidt i modstrid med beskrivelsen i Ordbog over det Danske Sprog, der omfatter sproget 1700-1955. Her står der i bd. 18, som kom 1939, om sekretær at det er “(underordnet) person, der går en overordnet til hånde med forskellige løbende forretninger, navnlig: kontorarbejder som korrespondance o.l.; især dels (i offentlige institutioner osv.) som embedstitel for forskellige (navnlig underordnede ..) embedsmænd som bl.a. har den opgave at besørge den løbende korrespondance (efter en overordnets diktat), nedskrive referat af møder, forhandlinger o.l. eller at udføre det mere forberedende arbejde i en sag, at lægge et arbejde til rette (under en overordnets ledelse); dels om privat ansat funktionær (eller bestyrelsesmedlem i en forening o.l.) med hverv af lignende art”.
Ordet sekretær er af middelalderlatinsk oprindelse: secretarius “egl. om en person som opbevarede en fornem herres segl (sekret)”. Det har i dansk eksisteret både i en fordansket form, i den latinske og i en senere indlånt fransk form. Som det forhåbentlig er fremgået af denne redegørelse, har der fra begyndelsen været tale om en i en vis forstand betroet stilling, men af lavere rang. Allerede det forhold at man skulle være skrivekyndig, bevirkede at der måtte være grænser for hvor lavt stillingen i 1500-tallet har rangeret. Men hvor højt eller lavt stillingen rangerede, har især været bestemt af hvilken sammensætning den indgik i. Høsts oplysning om at sekretær kunne være en rangtitel, viser også at ordet kunne bruges som betegnelse for en mand inden for rangklasserne. I første halvdel af 1900-tallet var sekretær bl.a. laveste trin på embedsstigen. De unge akademikere (jurister) der var ansat i stat eller kommune, avancerede senere til fuldmægtig, dernæst til kontorchef osv.
Under alle omstændigheder er der stor forskel på en sekretær og en kontormedhjælper, der er en underordnet stilling uden indbyggede avancementsmuligheder.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 02.12.2014.