henholdsvis
- Nyt fra Sprognævnet,
2004/3, 01.09.2004.
Spørgsmål:
Hvordan placerer man henholdsvis (hhv.)? Hedder det f.eks. hhv. fremme og hæmme eller fremme hhv. hæmme?
Svar:
Hvis forholdet mellem to sideordnede størrelser som i det forelagte tilfælde er disjunktivt, dvs. et ‘enten .. eller’-forhold, kan man udmærket placere henholdsvis foran den sidste, fx denne fremgangsmåde kan fremme henholdsvis hæmme sagen. Men det er også muligt at placere henholdsvis foran den disjunktive sideordningsforbindelse: Denne fremgangsmåde kan henholdsvis fremme og hæmme sagen. Den første placering virker stilistisk mest pointerende. Hvis man formulerer sætningen eksplicit disjunktivt: Denne fremgangsmåde kan henholdsvis fremme eller hæmme sagen, er henholdsvis faktisk overflødigt: Denne fremgangsmåde kan fremme eller hæmme sagen, er fuldt tilstrækkeligt. I det hele taget er henholdsvis ofte en overflødig tilføjelse.
Uddybning:
Henholdsvis (hhv.) er “udtryk for at noget nævnes i en rækkefølge, evt. svarende til en tidligere nævnt rækkefølge = dels … dels …, respektive” (Nudansk Ordbog med etymologi, 2. udg., 2001). Der er tale om sideordningsforbindelser. Placeringen er afhængig af om de størrelser henholdsvis (hhv.) refererer til, er forbundet med konjunktion. Hvis det er tilfældet, placeres henholdsvis (hhv.) foran denne sideordningsforbindelse, fx firmaet har afdelinger i henholdsvis Hamborg og Flensborg. Det er et af de tilfælde hvor henholdsvis er en overflødig tilføjelse.
Hvis de sideordnede størrelser ikke er forbundet med og, er det i nogle tilfælde muligt at placere henholdsvis (hhv.) foran den sidstnævnte: Hans og Sidsel er 12 henholdsvis 16 år eller Hans og Sidsel er henholdsvis 12 og 16 år. Der kan også være tre sideordnede led. Følgende citat: “Betalingen for de skolesøgende Disciple i Sorø lærde Skole forhøies … til henholdsvis 40 Rd., 28 Rd. og 20 Rd. aarlig ((Departementstidenden 1859, citeret fra Ordbog over det Danske Sprog, bd. 7, 1925))” , kunne også have lydt: Betalingen for de skolesøgende disciple i Sorø lærde skole forhøjes til 40, henholdsvis 28 og 20 rigsdaler. Når det går udmærket i eksemplet Hans og Sidsel er 12 henholdsvis 16 år, skyldes det antagelig at henholdsvis ikke er overflødigt og måske at og underforstås fra forbindelsen Hans og Sidsel.
Tilstedeværelsen af en sideordningskonjunktion mellem de sideordnede led, er således afgørende for placeringen af henholdsvis. Tilstedeværelse medfører at henholdsvis så at sige står uden for parentesen og bestemmer hele forbindelsen: Hans og Sidsel er henholdsvis (12 og 16 år). Ved ikke-tilstedeværelse overtager henholdsvis forbinderens funktion: Hans og Sidsel er 12, henholdsvis 16 år. Ordet henholdsvis knytter sig dog som adverbium til leddet 16 år, hvad der prosodisk udtrykkes ved pause foran henholdsvis.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 21.04.2015.