Svar:

Ifølge Retskrivningsordbogen (3. udgave, 4. oplag, 2005) kan ordet kun skrives uden e, for, når det bruges med betydningen ‘indvendigt betræk’. Det kan dog have accenttegn, fór, for at holde det ude fra præpositionen for. Den Danske Ordbog, bd. 2, 2004, tilføjer “også i formen fór, uofficiel, men alm. stavemåde: foer“. Og i Ordbog over det Danske Sprog, bd. 5, 1923, henvises der fra For til Foder hvor der står “Foder ell. For … (ogs. skrevet Foer).”

Uddybning:

Som det fremgår, er formen foer velkendt også i dag, selv om den ikke har været korrekt så længe der har været en officiel retskrivningsordbog, dvs. siden 1872. Svend Grundtvigs Dansk Haandordbog (1872 og senere udgaver) giver valgfrihed mellem For og Foder, men ikke Foer. De første udgaver af Saabyes Dansk Retskrivningsordbog (1891 og 1892) skriver under opslagsordet For: “tidligere Foder“; de senere accepterer begge former, somme tider med den ene form som hovedopslagsord, somme tider med den anden. Også Dansk Retskrivningsordbog, udgivet i mange udgaver af Undervisningsministeriets Retskrivningsudvalg fra 1923, accepterede begge former.

Siden 1955 har Dansk Sprognævn udgivet de officielle retskrivningsordbøger, og siden da har for været den eneste korrekte form. § 5 i retskrivningsreglerne giver dog som nævnt mulighed for at ordet kan have accenttegn, fór, “i tilfælde hvor ord, ordformer eller sætninger i den givne sammenhæng ellers ville kunne forveksles med andre ord, ordformer eller sætninger, eller hvor en accent i øvrigt vil kunne lette læsningen … Det anbefales dog at være tilbageholdende med at bruge accent i sådanne tilfælde”.

Om udtalen står der i ODS: “[fo’r; kunstlet, l.br.: ‘fo’ðer]”. Ordet har altså kunnet udtales i overensstemmelse med begge de skrivemåder som dengang regnedes for korrekte, For og Foder, men udtalen med d har været usædvanlig og påfaldende, sikkert fordi den bruges når ordet betyder ‘dyreføde’. Grammatikeren Jens Høysgaard anfører i sin Accentuered og Raisonnered Grammatica fra 1747, s. 37, begge udtaler, som han skriver fôr og fóder, uden antydning af at den ene skulle være affekteret eller på anden måde påfaldende, og uden antydning af at der skulle være betydningsforskel mellem de to former. Det viser at d‘et ret tidligt har kunnet være stumt i den almindelige sprogbrug.

Det må være det der er grundlaget for den ukorrekte skrivemåde foer. Når man ikke udtaler noget d, så er det fristende også at udelade det i skriften. Bemærk i øvrigt at dette ord også findes med en udtale uden d: Vi fik et godt foder [fo’r] inden vi tog af sted, og at en række lignende ord har gennemgået lignende udviklinger, fx kan Moder og Fader i dag skrives efter den dagligdags udtale, mor og far, eller efter den højtidelige, moder og fader. Før det blev korrekt at udelade d‘et i disse ord, var det ikke usædvanligt at finde dem skrevet med apostrof i gengivelser af daglig tale: Mo’er og Fa’er, næsten som foer.