Svar:

Kánon og kanón har langt tilbage en fælles oprindelse, men lånevejene er forskellige. Kánon er lånt fra græsk, hvor det oprindelig har betydet ‘rør, lige stok, rettesnor’, og bruges nu (foruden om en bestemt slags flerstemmig sang) især om tekstsamlinger der har en særlig betydning som rettesnor. De bibelske kanóniske skrifter (bemærk at trykket flytter hen på anden stavelse i dette ord selv om det er afledt af kánon) er fx dem der har været anerkendt som ægte siden oldkirken, og som derfor indgår i den Bibel vi kender (i modsætning til de apokryfe skrifter, som har været regnet for mere tvivlsomme, og som derfor ikke indgår i Bibelen, selv om de omhandler det samme stof som de kanoniske). De kánoner vi har fået nu, er dog verdslige og består af kunstværker af forskellige slags, ikke kun tekster.

Det græske ord er beslægtet med det latinske canna, der betyder ‘rør’, og som er grundlaget for det italienske cannone, som betyder ‘stort rør’, og som vi har lånt via fransk og tysk som kanón. Cannone er en forstørrelsesform (også kaldet augmentativ, det modsatte af diminutiv) af canna, dannet ved hjælp af afledningsendelsen –on-, der også optræder i ord som minestrone, der egentlig betyder ‘stor suppe’. Også cannelloni er en augmentativ, men dannet til en diminutivform af canna, nemlig cannelo; det betyder altså noget i retning af ‘store smårør’.

Uddybning:

Både kánon og kanón er opslagsord i Retskrivningsordbogen. Begge er substantiver (navneord); begge er fælleskøn, og begge tilføjer –er i flertal. Formen kánons, som man har kunnet høre i medierne om de nye kánoner, er med andre ord ikke korrekt, og det er vanskeligt at se hvad grundlaget for s‘et skulle være. Det stammer i hvert fald ikke fra det långivende sprog. Det første opslagsord har betydningsangivelser, “(sang; rettesnor)”; det har det andet ikke, men der kunne have stået “(våben)”. Og hvis Retskrivningsordbogen havde haft udtaleangivelser, så ville det have fremgået at det første opslagsord har tryk på første stavelse, og at vokalen i den er lang, [‘ka:nån], mens det andet har tryk på anden stavelse og stød på vokalen, [ka’no’n]. Det fremgår af retskrivningsreglerne at man kan bruge et accenttegn til at angive trykket hvis der er risiko for misforståelser, som i dette svar, men det anbefales at man er tilbageholdende med at gøre det.

Dansk har foruden de to nævnte ord endnu ét der skrives k-a-n-o-n, nemlig adjektivet (tillægsordet) kanón: en kanón fest. I Retskrivningsordbogen findes ordet ikke med ordklasseangivelsen adjektiv. Det gør det derimod i Politikens Nudansk Ordbog og i Den Danske Ordbog, som i et eksempel også har den bøjede form kanónt. Også Ordbog over det Danske Sprog har kanón som adjektiv, men kun i betydningen ‘kanonfuld’, og det må vist siges at være forældet. Pia Jarvads Nye Ord 1955-1998 angiver at kánon har fået udvidet anvendelse siden begyndelsen af halvfemserne, og at kanón har været brugt som adjektiv siden anden halvdel af 90’erne. Allerede tidligere finder man dog kanón– som forstærkende førsteled, fx i kanónfuld, kanónvalg – denne anvendelse kan man læse mere om i et svar i NfS 1998/4 med overskriften Det er bare kanon! – og udtalen viser at det er navneordet kanón, altså ‘våben’, der ligger til grund for anvendelsen som tillægsord. Ordet er af den type der omtales i retskrivningsreglernes § 19.3, der handler om forstærkende førsteled som smadder-, kæmpe– og lign. Her står der:

“Enkelte forstærkende førsteled er dog tillige opført i selve Retskrivningsordbogen som selvstændige opslagsord og kan derfor også indgå i ordforbindelser der skrives i flere ord. Det gælder således kæmpe i betydningen ‘kæmpemæssig’, fx en kæmpe socialdemokratisk sejr. (Retskrivningsordbogen § 19.3)”

Det udelukker strengt taget kanón som selvstændigt adjektiv, for det findes ikke i Retskrivningsordbogen med denne ordklasseangivelse. Men det må være acceptabelt i uformelt sprog, også uformelt skriftsprog. Derimod vil den bøjede form, som i det er bare helt kanónt, nok vække furore, undtagen i gengivelse af talesprog.