Svar:

Der er faktisk to lag i udviklingen: fra farfar til bedstefar og tilbage igen, men med en tydelig forskel i sprogbrugen mellem jysk på den ene side og ømålene på den anden.

Hvis vi som udgangspunkt vælger indholdsstørrelserne ‘bedstefar’ og ‘bedstemor’ som fællesnævnere for vores forældres forældre, så er ordene farfar og farmor ældre end bedstefar og bedstemor, og det gælder hele det danske sprogområde. De fandtes allerede i det middelalderlige lovsprog. Dengang var fællesbenævnelsen oldefar og oldemor der betød ‘bedstefar’ og ‘bedstemor’. Men disse ord blev i løbet af 1600-tallet i normen fortrængt af de gamle sammensætninger farfar/farmor og morfar/mormor (jf. Skautrup II, s. 389) og fik betydningen ‘bedstefars far’ hhv. ‘bedstefars mor’, som de har den dag i dag. I nogle dialekter (fx ærøsk) har oldefar/oldemor bevaret betydningen ‘bedstefar/bedstemor’ langt ind i 1900-tallet.

I ømålene er farfar/farmor de almindelige betegnelser i den periode som Ømålsordbogen dækker, dvs. tidsrummet ca. 1750-1945. (De fleste meddelere er født mellem 1860 og 1920, og de yngste lag i ordstoffet stammer fra slutningen af 2. verdenskrig). Der gives dog udtryk for at et ord som bedstefar er begyndt at komme frem i forskellige lokaliteter. Nogle steder synes bedstefar at være ved at blive det almindeligste, andre steder afvises de gamle betegnelser farfar og farmor ligefrem helt til fordel for bedstefar og bedstemor, og for at gøre billedet rigtig broget så er der fra enkelte steder belæg på at det gamle ord farmor stadig er i brug, mens mormor som er et yngre ord i dansk end farmor, er blevet afløst af bedstemor. Ømålsordbogen skriver om bedstefader at det er sporadisk belagt på Sjælland, Lolland, Fyn, Tåsinge, Langeland og Ærø. Ordet bedstemor har dialektologerne så mange citater med at det kaldes “almindeligt nyere”.

I jysk er de gamle betegnelser farfar og farmor i vid udstrækning fortrængt af bedstefar og bedstemor. Når der er brug for at skelne mellem moderens forældre og faderens, kan det fx gøres ved tilføjelse af vedkommendes navn (fornavn eller efternavn) eller den lokalitet hvor de hører hjemme. I min egen familie skelnede min far (f. 1907) i omtale mellem Yding-bedstefar og -bedstemor på den ene side og Træden-bedstefar og -bedstemor på den anden, da familien nu var så heldig at ‘morfar/mormor’ og ‘farfar/farmor’ havde hjemme hver sit sted. Yding og Træden er et par landsbyer mellem Horsens og Skanderborg. Vi børn brugte fornavnene som skelnemærke både i omtale og tiltale og sagde bedstefar Søren og bedstemor Karen, i andre familier brugte man i omtale fx bedstefar Pedersen og bedstefar Hansen. Det kunne man jo være tvunget til hvis de kom fra samme lokalitet.Vi kender dog eksempler på at jyder har sagt farfar og morfar.

Hvordan vi bærer os ad i bymiljøerne i dag, kommer nok til dels an på hvor vores familie kommer fra. Det er dog helt sikkert meget udbredt at skelne mellem farfar/ farmor og morfar/ mormor. Men der er også familier hvor man har morfar/ mormor på den ene side og bedstefar/bedstemor på den anden. Det kan skyldes at familiefaderens familie stammer fra det jyske, mens moderens familie er øboer eller københavnere. I andre familier igen har man af den modsatte grund farfar/farmor over for bedstefar/ bedstemor, nemlig hvis det er moderens familie som er jysk.

Uddybning:

I de senere år har flere familier i takt med det stigende antal skilsmisser og de deraf opståede lidt spegede familieforhold med betegnelser som papfar og papmor og børn på gule plader i kølvandet også fået brug for at udvide repertoiret opad i slægtstræet, så man nu som kaldebetegnelser kan have både en morfar og en farfar samt en bedstefar, og disse benævnelser tager vel at mærke sigte på tre forskellige personer. Hvem der bærer sit navn af biologiske, hvem af ægteskabelige grunde, melder historien ikke uden videre noget om.

Endelig er der den nedsættende betegnelse bessefar, der især var udbredt i det københavnske svajersprog i 1920’erne og 30’erne.

Kilder: Inger Ejskjær: Nogle slægtskabsbetegnelser i danske dialekter (Jyske Studier tilegnede Magda Nyberg og Bent Jul Nielsen, København 1993, s. 27-28) Ømålsordbogen udgivet af Institut for Dansk Dialektforskning, Københavns Universitet, bd. 1 og 4, 1992 og 1998 Peter Skautrup: Det Danske Sprogs Historie, bd. I-IV, Registerbind, 1944-68, 1970