book

bagstræverisk el. bagstræberisk (NfS)

af Jørgen Nørby Jensen, Nyt fra Sprognævnet, 2006/2, 01.06.2006.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

For nylig stødte jeg på stavemåden bagstræverisk – med v. Jeg slog efter i Retskrivningsordbogen på nettet og opdagede til min store overraskelse at man faktisk godt må skrive sådan! Jeg har da altid både sagt og skrevet bagstræberisk – med b. Hvornår og hvorfor er stavemåden bagstræverisk blevet indført?

UdråbstegnSvar:

Ifølge Retskrivningsordbogen (3. udg., 2001) er der ganske rigtigt valgfrihed mellem bagstræverisk og bagstræberisk. Tilsvarende kan man også skrive både bagstræv og bagstræb; bagstræver og bagstræber. Valgfriheden har eksisteret i officiel retskrivning siden 1986, og før 1986 var det faktisk kun stavemåderne med v der var korrekte. I Retskrivningsordbog, 1955, udgivet af Dansk Sprognævn, finder man således kun formerne bagstræv, bagstræver og bagstræveri, og Dansk Retskrivningsordbog, 3. udg., 1929, udgivet af Undervisningsministeriets Retskrivningsudvalg, medtager tilsvarende kun Bagstræv og Bagstræver. Viggo Saabys Retskrivningsordbog, udgivet af P.K. Thorsen, har fra 5. udgave, 1909, ligeledes opslagsordet Bagstræv, mens tidligere retskrivningsorbøger ikke nævner de pågældende ord.

Uddybning:

Når ord som de ovennævnte oprindelig kun kunne skrives med v, skyldes det at der er tale om norske låneord. Vi har fået ordene i slutningen af 1800-tallet, og i begyndelsen brugte man altså en stavemåde der lå tæt på stavemåden i det långivende sprog, jf. fx dette fremsynede eksempel: “Det nytter ikke, at Bagstrævet vil lukke Vejene for Automobilerne” (Vort Land, 1. maj 1904). Ordbog over det danske Sprog (bd. 1, 1919) har både Bagstræv og Bagstræver som opslagsord og karakteriserer skrivemåden Bagstræb som sjælden (formen Bagstræber nævnes ikke). Afledningen bagstræverisk er ikke med i selve ODS, men nævnt i et supplementsbind til ordbogen (bd. 1, 1992) med en henvisning til Kristoffer Nyrop: Ordenes Liv, bd. I-VI, 1924-34. Formen bagstræberisk er der først eksempler på fra 1954.

I supplementsbindet oplyses det at stavemåderne med b har vundet frem i løbet af det 20. århundrede “ved tilknytning til stræbe”. Og i dag må man nok sige at v-formerne er på retur. En søgning i artikeldatabasen Infomedia i avisartikler fra årene 2004 og 2005 gav således blot 6 eksempler på stavemåden bagstræverisk, mens der var 238 på stavemåden bagstræberisk.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 21.04.2015.