book

rundbunden buket

af Ida Elisabeth Mørch, Nyt fra Sprognævnet, 2006/2, 01.02.2006.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Skal man skrive en rundbunden buket eller en rundbundet buket?

UdråbstegnSvar:

Det er både korrekt at skrive en rundbundet og en rundbunden buket. Ordet rundbundet eller rundbunden er dannet af adjektivet rund og præteritum participium af binde, altså ‘binde rund’ eller ‘binde en buket så den bliver rund’. Tilsvarende kan man også tale om en tætbunden eller tætbundet buket.

Uddybning:

Hvis et participium kan have formen med –ne i bestemt form (og det kan bundet), kan man i ubestemt form lave en kønsbøjning med en intetkønsform med –et og en fælleskønsform med –en. Man kan forestille sig en kontekst med udtrykket et rundbundet tørklæde over for en rundbunden buket. Der står videre i Retskrivningsordbogen at sprogbrugen hvad angår denne bøjning i køn, ikke ligger fast. Der er således en stigende tilbøjelighed til at bruge intetkønsformen, også når participiet er knyttet til et substantiv af fælleskøn (Retskrivningsordbogen, 3. udg., 2001, § 32), jf. 3. udg.), jf. en maskinskrevet el. maskinskreven meddelelse. Derfor er både en rundbunden buket og en rundbundet buket korrekt. Det nævnes at i mange af disse tilfælde kan det virke mere formelt (eller gammeldags) at bruge fælleskønsformen. At begge muligheder er korrekte, angives eksplicit i Retskrivningsordbogen ved ordet underskrive, hvor det faste udtryk i underskrevet el. underskreven stand er taget med.

I Retskrivningsordbogens § 31 står der hvordan man bøjer præteritum participium (datids tillægsform) efter bestemthed, tal og køn. Man kan se i ordbogens alfabetiske del at binde kan have formen bundne. Udtrykket hedder således i bestemt form: den rundbundne buket og i flertal: de rundbundne buketter.

Ordet rundbundet bruges også om bl.a. skåle og kontrabasser med ‘rund bund’, fx man skal bruge rundbundede skåle til at piske fløde i. Men her er der ikke tale om en form af verbet binde, men om en adjektivisk afledning af substantivet bund, jf. modsætningen fladbundet i fx en fladbundet pram.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 02.12.2014.