Svar:

I dansk bruges intetkønsformen af adjektiver (tillægsord) som biord. Formen godt kan derfor være brugt som adverbium. Men den behøver ikke altid være adverbium.

Uddybning:

I eksemplet Han spiller godt guitar er godt bestemmelse til verbet spille og og er således brugt som adverbium. I eksemplet Det lyder godt er godt ligeledes bestemmelse til verbet, her til verbet (udsagnsordet) lyder, og er altså brugt som adverbium.

Men i eksemplet Musikken lyder god er god prædikativ (omsagnsled) til subjektet (grundleddet) musikken, der er et fælleskønsord. I dansk er der kongruens (overensstemmelse) mellem subjekt og prædikativ til subjekt med hensyn til køn (genus) og tal (numerus). Betydningen af sætningen er således: ‘musikken lyder til at være god’.

Tilsvarende er god i eksemplet din jakke ser god ud adjektiv der står som prædikativ til subjektet jakke der er fælleskøn, hvorfor god, der kongruensbøjes med jakke også bliver fælleskøn.

Eksemplet Huset ser godt ud er – løsrevet fra en sammenhæng – dobbelttydigt: hvis man opfatter betydningen som ‘huset er pænt’, er godt brugt som adverbium og bestemmer verbet ser .. ud. Men hvis betydningen skal være ‘det ser ud til at huset er godt’, fx solidt bygget, rummeligt eller lignende, så er godt prædikativ til subjektet huset, som er intetkøn, hvorfor adjektivet god kongruensbøjes med det og også bliver intetkøn, men altså stadig er adjektiv.

Tilsvarende forskelle er der fx i Ansøgeren ser godt ud, dvs. ‘ansøgeren har et smukt udseende’ over for Ansøgeren ser god ud, dvs. ‘ansøgeren ser ud til at være kvalificeret’.