book

godt og vel et år

Nyt fra Sprognævnet, 1999/2, 01.06.1999.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvad betyder godt og vel et år? Mere eller mindre end et år?

UdråbstegnSvar:

Der er uenighed om hvad godt og vel betyder (det samme gælder for godt i forbindelser som godt et år). Generelt er det sådan at de ældre generationer forstår udtrykkene som ‘lidt over’, og de yngre generationer forstår dem som ‘lidt under’. Tidligere var kun betydningen ‘lidt over’ med i ordbøgerne, men Politikens Store Nye Nudansk Ordbog fra 1996 har både betydningen ‘lidt mere end’ og betydningen ‘lidt mindre end’, og som synonymer til udtrykket godt og vel bringer ordbogen cirka, omkring, omtrent, næsten, hen ved og hen imod. Betydningsændringen af udtrykket godt og vel kan være sket under indflydelse af udtrykket så godt som, som betyder ‘næsten’ og ‘lidt under’.

Uddybning:

I nogle få tilfælde kan man ud fra sammenhængen afgøre om godt og vel og til- svarende godt betyder ‘lidt over’ eller ‘lidt under’. I de følgende eksempler må godt og vel betyde ‘lidt over’: resultatet for andet kvartal bliver et minus på godt og vel tre procent eller måske endda fire procent (Berlingske Tidende 6.8.1998) og Tænd en plade på godt og vel middelvarme (f.eks. 8 ud af 12) (Berlingske Tidende 23.1.1997).

Man kan muligvis også bruge udtrykket godt og vel i betydningen ‘cirka’, ‘omkring’ eller lignende. Især i forbindelse med i forvejen upræcise angivelser, fx 100-200 gange større og en times tid, er den betydning oplagt – som i eksemplerne Herved bliver risikoen for smitte med HIV godt og vel 100-200 gange større for bøssen end for den heteroseksuelle mand og kvinde (Berlingske Tidende 23.12.1997) og Så tager jeg en eller anden morsom bog af den lettere slags og læser godt og vel en times tid (Weekendavisen 4.9.1998). Det kan dog ikke udelukkes at afsenderen også i forbindelse med upræcise angivelser mener enten ‘lidt over’ eller ‘lidt under’ når han siger godt og vel.

godt og vel et år kan betyde ‘lidt mere end et år’, ‘lidt mindre end et år’ og måske også ‘cirka et år’.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 01.12.2014.