større end el. så stor som
- Nyt fra Sprognævnet,
1998/4, 01.12.1998.
Spørgsmål:
(fra en matematiklærer): Hvis en ting er 3 gange større end en anden, er den jo 4 gange så stor. Men i de fleste tilfælde menes der 3 gange så stor. Er det Dansk Sprognævns opgave at påpege uheldig eller ukorrekt brug af udtrykkene større end og så stor som i matematisk sprogbrug?
Svar:
Det er ikke Sprognævnets opgave at styre brugen af udtrykkene større end og så stor som i forbindelse med talværdier. Hvis man i matematiske sammenhænge har brug for en entydig brug af hvert af disse udtryk, må man formulere en foreskrivende definition af hvert udtryk og gøre sig klart at man så anvender en sprogbrug der er forskellig fra almensprogets. Således bærer man sig fx ofte ad i lovsprogets definitioner af begreber der har en upræcis betydning i almensproget.
Uddybning:
Udtrykkene større end og så stor som i forbindelse med substantivet gang i dets betydning ‘hvert enkelt af de tilfælde hvori en vis mængde eller størrelse indgår i et hele’ (Ordbog over det Danske Sprog, bd. 6, 1924) bruges ifølge ordbogen således:
(a) foran komparativ: “man skulde gjøre Ovnen syv Gange hedere, end man pleiede at hede den. (Bibelen, 1871)”
(b) i forbindelsen tre (fire osv.) gange så stor (lille): “disse Kiæmper (var) tusind’ Gange saa store som det største Menneske. (Jens Baggesen: Comiske Fortællinger, 1785)” Disse eksempler illustrerer formentlig en betydningsdistinktion mellem de to udtryk.
Derpå tilføjer ordbogen udtrykket to gange så (i parentes: nu lidet brugt): dobbelt så, men føjer dernæst til: “i samme betydning også”: en gang så eller pluralis en gange så; pluralis betegnes som “almindelig sprogbrug”. Dette viser den vage betydning hvori almensproget anvender disse udtryk. Konklusionen er som sagt: På den ene side står almensproget med brede, ofte upræcise betydninger, på den anden fagsproget med sine præcise definitioner og afgrænsninger. Den virkelighed hverken kan eller skal vi lave om på.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 28.04.2015.