Svar:

Ordet meningsdanner er med som opslagsord i Retskrivningsordbogen, 2. udg., 1996, hvad der ikke gælder meningsmager. Deraf kan man imidlertid ikke slutte at Sprognævnet ikke “anerkender” meningsmager. Sprognævnet giver sig i det hele taget ikke af med at autorisere ord.

Uddybning:

Begge ord er dannet efter de normale danske orddannelsesprincipper, og den slags ord er kun i et vist omfang opført som opslagsord i Retskrivningsordbogen. Ordet meningsdanner var også med i Retskrivningsordbogen, 1. udg., 1986. Det samme gælder det ofte brugte synonym opinionsdanner. Begge ord bruges om en person der er en frontskikkelse ved dannelse af hvad man kalder den offentlige mening.

Efter engelsk opinion leader har vi dannet sammensætningen opinionsleder om mennesker der har afgørende indflydelse på meningsdannelsen på et eller andet område. Dette ord har Sprognævnet belæg på så tidligt som 1961: “Naar folk tager en beslutning om køb af en ny ting, stemmer paa et politisk parti, lader de sig hyppigere lede af, hvad de taler med opinionslederen om end af reklamen i massemedierne eller forhandleren. (Information 17.10.1961)” Vores ældste belæg på ordet meningsdanner stammer fra Berlingske Tidende 12.2.1987, hvor der stod: “I stedet for fri meningsudveksling mellem individuelle borgere herskede professionelle meningsdannere og hærskarer af anonyme magthavere. (Berlingske Tidende 12.2.1987)” Men også sammensætningen meningsmager har vi adskillige belæg på, det ældste fra 1990: “hvis kritikerne fik frit løb, ville læsernes sidste respekt for kulturfolket og meningsmagerne forsvinde. (Politiken 19.5.1990) ” I dette citat er ordet meningsmager brugt afstandtagende. I vores næste citat er afsenderens holdning mindre klar: “Som forfatter og kompromisløs meningsmager er Klaus Rifbjerg blevet en myte i Danmark. (Politiken 5.12.1991)” Men i de fleste af vores citater er sammensætningen meningsmager brugt med en eller anden form for afstandtagen, således: “De store meningsmagere – og de skøre kugler – tegner ikke spalterne mere. Journalistikken er på godt og ondt blevet professionaliseret. (Politiken 4.1.1992)” Her er ordet dog brugt mildt humoristisk. I den følgende overskrift derimod uden antydningen af et smil: “Krigen på slagmarken er indstillet, men magthaverne og meningsmagerne slås videre i dagspressen. (Jyllands-Posten 14.3.1992)” Det samme gælder følgende overskrift: “Allerede nu har Den Store Danske Konsensus af Etablerede Magthavere og Toneangivende Meningsmagere lidt et nederlag af vidtrækkende betydning. (Information 29.5.1992)” Men ordet bruges ikke udelukkende med afstandtagen, og det er ikke så mærkeligt, for i de senere år er -mager blevet yderst produktivt som orddannelseselement til at betegne “at personen laver eller udfører det som grundordet betyder” Pia Jarvad: Nye ord – hvorfor og hvordan?, 1995, s. 199. Pia Jarvad nævner som eksempler blandt andet musikmager, filmmager og meningsmager, og man kunne tilføje billedmager, som den kalder sig der giver sig af med at lave billeder uden at opfatte sig selv som nogen stor kunstner. Pia Jarvad gør opmærksom på at gruppen indeholder en række tilfældige nydannelser. Så måske forsvinder ordet meningsmager lige så stille igen.