et el. to ord; internetadgang
- af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase,
08.05.2006.
Spørgsmål:
Må fx internet adgang og personale afdeling skrives i to ord, eller skal de skrives i et ord?
Svar:
Sammensatte substantiver (navneord) skrives i ét ord. De udtales som ét ord, dvs. med hovedtryk på første led, og skal derfor også skrives i ét ord (jf. Retskrivningsordbogen, 4. udg., 2012, s. 951, § 18.1). Forbindelserne internetadgang og personaleafdeling skal altså skrives i ét ord.
Uddybning:
Hvis man er i tvivl om om en ordforbindelse skal skrives i ét eller to ord, kan man se på hvilken slags ord ordforbindelsen består af. Hvis det første ord er et substantiv (navneord) eller et verbum (udsagnsord) og lægger sig til det efterfølgende ord, skal det altid skrives sammen med dette ord, fx internetudbyder, skolemøde, printerrum, læsesal, hyggestund, køleanlæg.
Det er kun adjektiver (tillægsord) der kan stå foran andre ord og lægge sig til dem uden at de skrives sammen med dem. Man kan fx skrive billig bog, stor magt, lille prins i to ord, men man kan også skrive billigbog, stormagt og lilleprins i ét ord. Skrives de i to ord, er der lige stærkt tryk på første og andet ord. Skrives de i ét ord, er trykket på det første ord stærkere end på det andet, og i de fleste tilfælde er der også en betydningsforskel.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 10.05.2013 af Ida Elisabeth Mørch.