Slag/slaw

Af Ebba Hjorth, Politiken, 18. november 2006

Marie Brask, København stiller et spørgsmål om udtale. Hun spørger: »Hvorfor siger man et slag i luften, når det hedder et slaw på tasken ? Ingen ville jo drømme om at sige et slaw i luften eller et slag på tasken, men på den anden side kan man vel både høre slå et slag for og slå et slaw for, og i øvrigt hedder det slawfærdig, ikke slagfærdig. Hvad er der på spil hér? Er der faste udtaleregler, eller er der kaos?«.

Det er et indviklet spørgsmål, der rejses her. Lad os først se på forholdet mellem udtalerne af slag og slawfærdig. Ordet slag havde oprindelig en hæmmelyd, et blødt -g,
som slutlyd. Det er den lyd, der stadig afspejler sig i ordets
stavning. Dette konsonantiske -g har udviklet sig til en vokalisk
j-agtig lyd, sådan som det høres i den moderne udtale af ordet slag.
Vokalen a udtales lyst, og den har længde og dermed stød. Når ordet
slag indgår i en sammensætning, forkortes ordet, stødet forsvinder, og
a’et bliver mørkere (bagtungevokal). Det bevirker, at det gamle bløde -g udvikler sig til et -w. Der er masser af eksempler på dette: bag/bagdel, fag/fagforening, lag/lagdelt, sag/sagforhold, tag/tagryg.

Imidlertid har ordet slag – som selvstændigt ord – i visse
områder og dialekter udviklet sig på samme måde, som det gør, når det
er første led i en sammensætning. I mange dialekter og i ældre sprog
hedder det slaw. Det er denne udtale, der er blevet hængende i en del faste og til dels uformelle udtryk som et slaw kort, bedstemor med slaw i, slaw i slaw, ikke et slaw! og et slaw på tasken.