Sin og sine

Af Kjeld Kristensen, Politiken, 12. december 2007

To læsere, Jørgen Lehrmann Madsen og Jens Johan Brogaard, har reageret på artiklen i Sprogligt for nogle uger siden om det velkendte problem sin over for hans/hendes. De peger på en beslægtet grammatisk nød for skrivende danskere, nemlig sine over for deres.

Sin og sine bruger vi på dansk som tilbagevisende
stedord, når det grundled, stedordet viser tilbage til, står i ental.
Med et banalt eksempel skal det hedde »han tog sin hat og sine
handsker«. Hvis grundleddet står i flertal, skal det stedord, der viser
tilbage til grundleddet, være deres og ikke sine. Det
hedder altså f.eks. »eleverne hentede deres bøger«. Det er egentlig en
upraktisk regel, for er det deres egne bøger, de henter, eller er det
nogle andres? Den usikkerhed kan man rydde af vejen, hvis man taler
norsk eller svensk, for i disse sprog hedder det sine, hvis det er elevernes egne bøger, de henter, men deres, hvis det er nogle andres.

Det, der så ifølge Lehrmann Madsen »invaderer sproget med øget
adrenalinproduktion hos ældre læsere/lyttere til følge«, er brug af sine i stedet for deres
ved grundled i flertal. Iagttagelsen er rigtig. Blot to eksempler fra
dagspressen. En ishockeyspiller udtaler til Frederiksborg Amts Avis den
28. september: »Kampene sætter sine spor, og man skal lige rettes ud
dagen efter«. Fra en artikel i Jydske Vestkysten den 1. december:
»Stadig flere danske virksomheder tilbyder sine medarbejdere at spare i
skat ved at lade dem købe medarbejderobligationer«. Tendensen er
almindelig.

Mange danskere er åbenbart usikre på, hvordan de tilbagevisende
stedord skal bruges. Mange er klar over, at man for alt i verden ikke
skal dumme sig ved at bruge hans/hendes i stedet for sin, og derfor udvider de rammerne for brugen af sin til også at omfatte tilfælde med grundleddet i flertal. Der er tale om hyperkorrekthed – overkorrekthed.