Pas på Laura; hun er ny i trafikken

Indholdet på denne side er mere end 15 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Af Kjeld Kristensen, Politiken, 4. juni 2008

I Gustav Wieds roman ’Livsens Ondskab’ fortæller én af hovedpersonerne, toldkontrollør Knagsted, om det, han kalder sin livseleksir: »Jeg samler på Kommaer … Naar jeg læser en Bog, saa tæller jeg dem op og fører Regnskab over dem«.

Som en senere tids Knagsted har jeg samlet på semikoloner i den sidste tid. Jeg har haft det lettere end den gamle Knagsted; der er nemlig ikke meget at føre regnskab over.

Semikolon er efterhånden et sjældent benyttet tegn i dansk skriftsprog, så sjældent, at nogle kalder det truet og efter sigende har dannet en landsforening til semikolonets bevarelse.

Jeg har været på jagt efter semikoloner i Politiken, og resultatet var pauvert: I avisen fra den 23. maj fandt jeg tre – 3! – semikoloner. Avisens skriveregler for journalister synes næsten at ville forbyde dette tegn.

Det er sandelig gået tilbage for semikolonet, siden forfatteren J.P. Jacobsen i 1872 satte følgende berømte ord på papiret som den første sætning i gennembrudsnovellen ’Mogens’: »Sommer var det; midt paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet«.

Eksemplet viser en særlig litterær brug af semikolonet, der egentlig ikke er i modstrid med de nugældende regler for semikolon. Tegnet bruges ifølge Retskrivningsordbogens retskrivningsregler til at afgrænse forholdsvis selvstændige dele af teksten, og den almindeligste korrekte brug af semikolon i dansk skriftsprog af i dag fremhæves og eksemplificeres. Ligesom punktum kan semikolon bruges til at adskille to helsætninger, dvs. to selvstændige sætninger, som hver for sig ikke selv er led i en anden sætning. Men ved at sætte semikolon mellem dem i stedet for punktum kan man vise, at de hører særlig tæt sammen. Derfor har man kaldt semikolon det lille punktum.

Et eksempel på denne brug af semikolon har vi i artiklens overskrift: »Pas på Laura; hun er ny i trafikken«. Eksemplet er taget fra den årlige færdselskampagne i begyndelsen af skoleåret til beskyttelse af de nye skoleelever. Semikolonet signalerer, at den sidste helsætning hører tæt sammen med den første, for den sidste sætning oplyser jo, så at sige i samme åndedrag, om grunden til, at man skal passe på Laura. Kampagnen bruger i øvrigt komma i stedet for semikolon, hvilket fungerer, men strengt taget ikke er korrekt.

Som sagt skal man lede længe for at finde semikoloner i moderne dansk. Og når man så endelig finder et, er det måske brugt forkert! Jeg har haft lejlighed til at eftersøge semikoloner i 60 gymnasiestile fra 2007. De fleste elever bruger ikke semikolon, nogle ganske få bruger det korrekt, og adskillige bruger semikolon dér, hvor der burde stå kolon. Et eksempel fra en opgave om et læsekursus, som klassen har haft: »Jeg har lært at læse hurtigere og vigtigst af alt; jeg har lært at acceptere, at det er okay ikke at læse alle ordene, hver gang jeg læser«.

Denne forveksling af kolon med semikolon eller hvad man skal kalde det, kan man også støde på i universitetsopgaver, ja endda hos professionelle skribenter på højt niveau. I en leder i Weekendavisen for 23.-29. maj finder man hele otte semikoloner, altså næsten tre gange så mange som i en hel Politiken! Tag lige den! Den ellers meget velskrivende lederskribent har seks korrekt brugte semikoloner og to ukorrekt brugte. Det ene af disse to optræder i denne sætning: »Mod disse menneskelige svagheder har vi kun ét middel; gennemsigtighed i beslutningerne«.

Det er hævet over enhver tvivl, at den fejlagtige brug af semikolon i stedet for kolon er udbredt, vist endda i stigende grad. Og fejlen er ikke ny; som nidkær stileretter i 1980’erne husker jeg den tydeligt fra dengang.

Det er ikke let at forklare den misforståede brug af semikolon i stedet for kolon. Et bud kan være, at både de to tegn og betegnelserne for dem ligner hinanden. En anden forklaring kan være, at brugen af semikolon har været faldende de sidste mange år, så skoleelever, studerende og andre sjældent ser tegnet brugt. Dertil kommer måske en grundlæggende usikkerhed om kolons funktion: Det er et tegn, der ikke afgrænser ligesom semikolonet, men snarere peger fremad i teksten mod en replik, en forklaring, en supplerende oplysning eller en titel.

Man kunne ønske, at landets dansklærere brugte lidt tid på at præsentere deres elever for den rette brug af semikolon og give dem brugen af tegnet som et tilbud, uden at docere en forældet og misvisende regel om obligatorisk semikolon foran men, thi og for. Men måske er der nok at se til i forvejen med kommaerne.

Nogle mener, at man kan leve et langt og lykkeligt liv uden at sætte et eneste semikolon. Andre opfatter semikolon som et uundværligt supplerende middel til differentiering af en teksts sammenhæng og betydningsindhold.

Nu håber jeg bare, at Politikens redaktion vil være nådig mod tekstens semikoloner ;-)

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken “Sprogligt” blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.