Påskens ord

Af Lars Trap-Jensen, Politiken, 19. marts 2008

Foråret er over os. Vintergækker og erantis har allerede længe været fremme i haverne, træer og buske har grønne knopper, og uden for mit vindue er en hyld sprunget ud. Som om det ikke var nok, kommer også påsken tidligt til os i år. Det sidste skal den globale opvarmning nu ikke lægges til last. Det skyldes derimod kirkemødet i Nikæa, der i år 325 besluttede, at påskesøndag skal falde på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. I år er det jævndøgn 20. marts, fuldmåne 21. marts, og følgelig er det påskesøndag 23. marts, hvilket er blot én dag senere, end det overhovedet er muligt. Man skal helt frem til år 2285, før påskesøndag falder 22. marts.

I anledning af påsken kan det være på sin plads med lidt sproglig service, så læserne er klædt på til konversationen omkring påskens frokostbord. Selve ordet påske minder os om, at påsken oprindelig er en jødisk fest til minde om israelitternes udvandring fra Egypten. Ordet har vi fået via græsk pascha fra det hebraiske pesah med betydningen ‘overspringelse, bortgang’. Det sigter til, at Herrens dødsengel »gik forbi« israelitternes huse, fordi de havde smurt blod fra offerlammet på dørstolpen, sådan som Gud havde påbudt det.

Ugen før påske kaldes for den stille uge, fordi det er den sidste uge i fasten, forbeholdt bøn og eftertanke, og lovmæssigt er der i mange lande forbud mod visse offentlige forlystelser i denne uge. Den kaldes også for passionsugen, og i gamle dage sagde man dimmeluge, fordi man dæmpede kirkeklokkernes klang ved at ringe med træknebler (dymbill er et gammelt nordisk ord for ‘træknebel’).

Ugen indledes med palmesøndag, benævnt således for at minde om Jesu indtog i Jerusalem før påskefesten, hvor han ifølge Bibelen blev modtaget som en befrier af folket, der viftede med palmegrene og strøede palmeblade på jorden. I den katolske kirke indgår palmegrene i gudstjenesten. Grenene brændes efter gudstjenesten, hvorefter asken blandes med olie og gemmes. Det følgende år anvendes den under gudstjenesten askeonsdag til at tegne korsets tegn i panden på de troende. Askeonsdag markerer indledningen til de 40 dages faste forud for påsken og må altså ikke forveksles med onsdagen umiddelbart før påske.

Skærtorsdag indeholder ordet skær, der her er brugt i betydningen ‘ren, befriet for synd’. Renselsen beskrives i Bibelen ved, at Jesus vasker disciplenes fødder denne dags aften. Langfredag hedder selvfølgelig sådan pga. den lange vej til Golgata og Jesu langvarige pinsler på korset. I øvrigt er det kun de nordiske lande, der bruger betegnelsen ‘lang’ om denne dag.

Hvis samtalen går lidt trægt ved påskebordet, og navnlig hvis ens bordherre eller -dame er teolog, kan man forsøge sig med at spørge, hvad påskeugen mon henviser til. Traditionelt betegner påskeugen nemlig ugen efter påske, altså den, der begynder med påskedag. Sådan er det stadig i den katolske kirke, og visse teologer fastholder, at dette er den eneste rigtige udlægning. I moderne dansk er påskeugen derimod det samme som den stille uge, og ordet bruges måske endda lidt udvidet om den forlængede uge, hvor skolerne holder påskeferie.