Af Henrik Lorentzen, Politiken, 24. februar 2007
»Man må sno sig, sagde ålen«. Sådan lyder det mange gange i Carl Ewalds fortælling Aalen fra 1902, og det lykkes også flere gange for ålen i historien at sno sig ud af vanskelighederne, indtil den til sidst må lade livet på stegepanden. Efter ålens død har udtrykket bidt sig fast i sprogbrugen og kan slås op i Bevingede Ord. Det gælder kun delvis for et andet udtryk, der bruges i samme fortælling, nemlig »nu er hundrede og ét ude«, og det gav en del problemer for en række forældre til børnene i en fjerdeklasse for nylig. Eleverne læste historien i dansk og skulle forklare visse udtryk i teksten, bl.a. hip som hap. Det voldte ikke besvær, men hundrede og ét var et mysterium. Hvad betyder dette sære udtryk, og hvor kommer det fra?
Det stammer fra navnet på et nu sjældent kortspil, hvor spillet var forbi, når man havde nået 101 point, og derfra har det fået betydningen ‘nu er spillet ude, nu er pokker løs, nu er jeg færdig’. I Ewalds fortælling, der har fisk som hovedpersoner, er det skallen, der bruger det: »Gedden… er ovre i den anden Ende af Søen«, sagde Skallen, »men den kan være her hvert Øjeblik, og saa er Hundrede og eet ude« (citeret efter Ordbog over det danske Sprog).
Udtrykket var tidligere ret udbredt og træffes hos forfattere som Johanne Luise Heiberg, Søren Kierkegaard og H.C. Andersen, men bruges stort set ikke i dag og står heller ikke i de nyeste ordbøger over moderne dansk. Det har også tidligere haft plads i Bevingede Ord, men har fået vingerne stækket ved den seneste, gennemgribende, revision af dette værk. I de tidligere udgaver har man kunnet læse en lang begrundelse for, at det netop er tallet 101, der forekommer i kortspillet og i talemåden. Det skyldes en traditionel tilbøjelighed til at lægge lidt ekstra på ved runde tal. Kendte eksempler er 1001 Nats Eventyr, kanonsalutter på 21 skud – og Mantovanis 101 strygere, kan jeg tilføje for egen regning.
Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken “Sprogligt” blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.