Af Kjeld Kristensen, Politiken, 17. februar 2007
Peter Sewerin er faldet over følgende formulering på
politiken.dk: »Formanden for parlamentets andenstørste gruppe…«. Han
mener, at det bør hedde parlamentets næststørste gruppe.
Det er rigtigt, at man i rigssproget sætter næst- foran superlativ (højeste grad) af et tillægsord for at betegne nr. 2 i en rangorden, f.eks. næstbedst, næsthøjest, næstsidst og næststørst. Men folk fra provinsen, især jyder, og vist også et stigende antal unge, også uden for provinsen, har ofte anden- i disse ord, f.eks. andensidst og andenstørst. Og netop disse to ord er nu at finde i Retskrivningsordbogen sammen med ordene med næst- (i alt 8 stk.). Man kan ikke påstå, at andensidst og andenstørst
er forkerte eller ulogiske, for det hedder jo tredjesidst og
tredjestørst osv. Man må blot konstatere, at rigssproget foretrækker
formerne med næst-.
Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken “Sprogligt” blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.