Lidt om meget

Af Lars Trap-Jensen, Politiken, 16. januar 2008

Hans Willumsen, Risskov, undrer sig over brugen af meget i følgende sætninger: »Godt nok har vi meget plads, men så meget plads har vi altså heller ikke« og »meget jord var forurenet«. Det hedder jo ikke et plads eller et jord, skriver han, så hvorfor meget? Er det korrekt sprogbrug?

Ja, sprogbrugen er helt i orden. Men derfor er spørgsmålet alligevel berettiget, for man må give spørgeren ret i, at det ikke virker helt logisk. Ordbøgerne er enige om, at megen er et tillægsord, og tillægsord skal ifølge grammatikken rette sig i køn efter det følgende navneord, altså megen snak, men meget vrøvl. Der er bare det, at reglen ikke rigtig gælder mere for ordet meget. Når ordet står foran et navneord, der betegner noget abstrakt eller utælleligt, hedder det ofte meget, uanset hvilket køn det følgende navneord har. Siden 1986 har der i Retskrivningsordbogen stået, at det valgfrit kan hedde »vi fik for megen el. meget mad«. Selv om de to former altså officielt er lige gode, er der vist ingen tvivl om, at mange finder det gammeldags eller formelt at bruge megen. De fleste foretrækker at sige både meget snak og meget vrøvl. Kun i enkelte faste forbindelser er fælleskønsformen mere almindelig: Med megen møje, megen moro og megen virak er eksempler, men det er nok ikke tilfældigt, at navneordene i sig selv lyder en smule gammeldags. Det er dog almindeligt og upåfaldende at bruge fælleskønsformen, når der står en bestemmer foran, f.eks. den megen opmærksomhed eller den senere tids megen debat.

Udviklingen hen imod denne brug af meget er slet ikke ny. I ’Ordbog over det danske Sprog’ står der i artiklen megen fra 1932, at »formen megen er nu i rigssproget især litterær brug; i stedet for megen mad, tid osv. siges nu almindeligvis meget mad, tid osv.«. Og brugen er kendt langt tidligere, f.eks. hos J.L. Heiberg i midten af 1800-tallet.

Der er ikke nødvendigvis tale om, at tillægsordet har mistet sin bøjning. Snarere bør man forstå det sådan, at meget er blevet omtolket, så ordet opfattes som et bestemmerord, og i den funktion er ordet mere selvstændigt i forhold til det følgende navneord. Det opfører sig som andre bestemmende udtryk som en mængde eller en del. På den måde minder ordet om stedord som andet, noget og det. Når de fungerer som bestemmerord, er de også tit ubøjede: det lyder som alt andet musik (men: musikken er kedelig), der er ikke noget mælk tilbage (men: mælken står i køleskabet), ræk mig lige det tobak, der ligger på bordet (men: tobakken er udsolgt). Lidt opfører sig på samme måde, men er jo altid ubøjeligt på dansk.

Man kan lægge mærke til, at det ikke er et isoleret dansk fænomen. På tysk hedder det viel Arbeit, viel Zeit og viel Energie, selv om alle tre navneord er hunkøn. Alligevel får viel ikke endelsen -e, sådan som tillægsord på tysk ellers skal have foran hunkønsord. Det er, fordi viel også på tysk opfattes som et selvstændigt bestemmerord, der ikke retter sig efter navneordets køn.

Og på latin har man samme vaklen som på dansk. Multum kan bruges som et tillægsord, der retter sig efter det følgende navneord i køn og kasus (multum tempus ‘megen tid’), eller det kan bruges som et selvstændigt bestemmerord, der forbindes med et følgende navneord i ejefald (multum temporis ‘meget (af) tid’). De, der har lært latin, kan måske huske betegnelsen ’partitiv genitiv’. Det er også den, der er på spil, når vi på dansk siger lidt/meget/noget af kagen. Og det er forklaringen på, at franskmændene altid må sige f.eks. beaucoup de lait (‘meget (af) mælk’). På fransk kan beaucoup nemlig kun fungere som bestemmerord, aldrig som tillægsord.