Af Ebba Hjorth, Politiken, 5. marts 2008
En læser har for nylig hørt følgende formulering i Radioavisen på P1: »Dyrene bliver sendt ud på alenlange transporter«. »Gid det var så vel, at det kun var alenlange afstande, de stakkels slagtedyr blev transporteret over«, skriver læseren, og hun fortsætter: »Men journalisten må vel have misforstået noget, ikke?«. Ja og nej! Tillægsordet alenlang er sammensat af en gammel længdebetegnelse alen og tillægsordet lang.Ordet alen er gammelt i dansk, og det findes i alle de germanske sprog. I oldislandsk hedder det alin eller öln, i tysk Elle, og på gammeldansk hedder det, som i moderne dansk, alen. I et håndskrift af Jyske Lov fra ca. 1325 hedder det f.eks. »athæl wægh skal wæræ fivghærtan alnæ breth« (’en hovedvej skal være fjorten alen bred’). I Peder Laales ordsprogssamling fra 1506 optræder ordsproget »Gijff een skalck een spand han tagher een allen« (’Giv en slyngel en håndsbredde, og han tager en alen’), der helt svarer til det mere kendte: »Ræk Fanden en lillefinger, og han tager hele hånden«. Grundbetydningen af alen er ’underarm’, og det indgår i navneordet albue, der er sammensat af alen og bue. Som længdemål er alen, der er 0,6277 meter, blevet brugt indtil metersystemets indførelse i Danmark i 1907. Netop fordi alen er en målbetegnelse, optræder ordet ofte sammen med bred (som i eksemplet fra Jyske Lov ovenfor), høj og lang. I et retsgyldigt dokument fra 1436 bevidner en mand, at han har »saalt Tommarps closter ena booth, xij alna lang« (’solgt Tommarps kloster en bod, 12 alen lang’). Herfra er der ikke langt til det sammensatte tillægsord alenlang, der oprindelig har haft helt konkret betydning ’en alen lang’, men som nu især bruges i overført betydning ’meget lang i forhold til det normale eller ønskelige’. Søger man på alenlang i de tilgængelige elektroniske tekstsamlinger, viser det sig, at så forskellige ting som samtaler, tvserier, øreringe, bogtitler, sammensatte ord, forskærerknive, vittigheder, monologer og krydsforhør kan være alenlange. Alt sammen noget, der i hvert fald ikke kan være så ’langt som en alen’, men nok kan være ’meget langt i forhold til det forventede eller ønskelige’. Det konkrete betydningsindhold af alen svækkes for sprogbrugerne, efterhånden som målbetegnelsen bliver mere og mere sjælden og færre og færre ved, at vi har haft en længdeenhed med betegnelsen alen. Alen bliver et forstærkende forled på linje med f.eks. kæmpe-. Når så alenlang, som i det indledende citat om dyretransporterne, bruges længdebeskrivende, aktiveres den konkrete betydning af alen for nogle sprogbrugere, og det vil forekomme forkert eller absurd, at en afstand, som er meget, meget længere end en alen, beskrives som 0,6277 m. Den forældede målbetegnelse alen indgår også i den faste forbindelse være to alen ud af et stykke.Hér er der på det konkrete plan tale om to stykker stof af hver en alens længde, som er klippet af den samme rulle stof, men den overførte betydning er ’være ens; have de samme, især dårlige, egenskaber’. ANDRE FORÆLDEDE målbetegnelser indgår i faste forbindelser, der anvendes af talende og skrivende, uden at sprogbrugeren nødvendigvis er klar over, hvad der kulturhistorisk ligger bag udtrykket. For nylig udtrykte Villy Søvndal i den løbende debat om integration af indvandrere, at der var folketingsmedlemmer, han nødig ville slås i hartkorn med. Udtrykket vidner om det danske sprogs rod i et bondesamfund, og hartkorn er et mål for landbrugsjords værdi beregnet ud fra jordens ydeevne og areal. Jordens værdi måltes frem til begyndelsen af 1900-tallet i tønder hartkorn, dvs. tønder af hårdt korn, dvs. byg og rug, som kunne dyrkes på jorden. Også målbetegnelsen hartkorn har mistet sin konkrete betydning, og ordet bruges nu især overført med betydningen ’målestok, sammenligningsgrundlag’. Udtrykket slå i hartkorn med betyder ’(uberettiget) sidestille; henføre forskellige personer, genstande eller begivenheder til samme kategori’. Sætte sit lys under en skæppe er et andet kendt udtryk, som indeholder en gammel målbetegnelse, skæppe. Ordet skæppe er i familie med skab, og det betyder oprindelig ’noget udhulet’. Også dette ord er gammelt i dansk og brugtes helt tilbage i middelalderen både om et bestemt mål af f.eks. korn, mel, ærter, humle, bær og smør, og om den beholder, som kan rumme en skæppe. En skæppe rummede 17,4 liter. Udtrykket sætte sit lys under en skæppe stammer fra Matthæusevangeliets kapitel 5, vers 15, og det har efterhånden fået ordsprogsform: Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe ’man skal ikke af beskedenhed undlade at fremhæve det, man er god til’.
Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken “Sprogligt” blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.