Kæp i øret

Af Ebba Hjorth, Politiken, 16. december 2006

Ved en julefrokost kan det ske, at man får en kæp i øret, eller man drikker sig en kæp i øret. Udtrykket en kæp i øret er ikke beskrevet i Ordbog over det Danske Sprog eller dette værks supplement. Det kan både skyldes, at udtrykket kæp i øret
er opstået inden for de seneste 50 år, og at det er for slangpræget til
at optræde i nationalordbogen. I Den Danske Ordbog er udtrykket
medtaget. Dér er det karakteriseret som slang, og det har beskrivelsen
’beruselse efter indtagelse af alkohol’. Politikens Nudansk Ordbog har
beskrevet det i udgaverne fra 1997 og frem. Også Politikens Slangordbog
(udgaverne fra 1982 og frem til den seneste udgave fra 2001) beskriver
udtrykket, men Kaj Boms Slangordbogen fra 1957 (også Politikens Forlag)
kender det ikke. Et forsigtigt skøn kan altså datere det til 60’erne
eller 70’erne. Men hvad er forklaringen på det spøjse udtryk, der har
varianter som pind i øret ’lettere beruselse’ og (telefon)pæl i øret ’stærk beruselse’?

Mit private bud er, at udtrykket hænger sammen med og er inspireret af tømmermænd. Ordet tømmermænd,
brugt som udtryk for smertefuld eftervirkning af en rus, dunken i
hovedet eller lignende, er kendt i dansk fra midten af 1800-tallet. På
svensk kan man have kopparslagare (kopparslagare ’kobbersmed’), og på hollandsk kunne man i ældre sprog plages af timmerlieden ’tømrere’, når man havde drukket for meget genever. På jysk kan man have en smed i panden dagen derpå, men sædvanligvis får vi altså besøg af tømmermænd (flertal af tømmermand
’tømrer’). Tømmermændene arbejder med tømmer og træ, og det har de til
rådighed, når man har drukket sig en kæp i øret. Langt ude? Måske!