I sommer eller i sommers

Af Henrik Andersson, Politiken, 12. marts 2008

For nogle uger siden klagede flere læsere over, at de havde set formuleringen siden i sommers i en overskrift i Politiken. Protesterne foranledigede ligefrem en henstilling fra Læsernes Redaktør: »Jeg har nu indskærpet hele redaktionen, at det hedder siden i sommer og ikke siden i sommers«.

I sommers og i vinters er et af sprogrigtighedsdebattens uopslidelige emner. Normens stridsmænd har næsten brudt lige så mange lanser i kampen mod i sommers som mod fordi at, og lige lidt har det hjulpet. Mange sprogbrugere kan simpelthen ikke modstå fristelsen til at bruge den uglesete konstruktion, eller måske snarere: Det falder dem ikke ind, at der er noget galt med i sommers. Meget tyder endda på, at formen med -s bliver stadig mere udbredt, også blandt ellers normbevidste sprogbrugere.

Ordbog over det danske Sprog betegnede i 1941 i sommers som »nu næsten kun dialektalt«, men siden har konstruktionen bredt sig til rigssproget. Den Danske Ordbog forsyner den med sin stærkeste advarsel: »Denne konstruktion regnes af mange for ukorrekt«.

Ikke desto mindre er der sagligt set en del, der taler til fordel for formen med -s. For det første er udtrykket i sommers entydigt, for det kan kun betyde ’i den just forgangne sommer, sidste sommer’, hvorimod prestigeformen i sommer ikke blot kan betyde ’sidste sommer’, men også ’i den indeværende sommer’ (f.eks. »vi har fået meget regn i sommer«) og ’i den umiddelbart forestående sommer, til sommer’ (f.eks. »hun skal til eksamen i sommer«).

For det andet er i sommers logisk, for så vidt som det passer ind i et mønster for angivelse af umiddelbar fortid med i og navneord + s : i aftes, i morges, i onsdags, i formiddags.

For det tredje er der ikke sproghistorisk noget, der taler mod i sommers. I middelalderens og renæssancens sprog ser det ud til, at (ud)i sommers og (ud)i sommer har haft lige stor prestige, for vi kan finde formen med -s i adskillige kilder, heriblandt dokumenter fra en normsættende instans som centraladministrationen. Hertil kommer, at i sommers stemmer fint overens med et med dansk så nært beslægtet sprog som svensk, hvor i sommer om fortiden hedder i somras. Nu vi er ved det historiske: s ’et er ikke et ejefalds-s, men et særligt bøjningselement, der angiver fortidighed i forbindelse med bestemte navneord.

For det fjerde forekommer det at være tilfældigt, at netop i sommers (og i vinters) skulle være ukorrekte. Udtrykkene i formiddag og i eftermiddag er lige så flertydige som i sommer og i vinter, men her forsynder man sig ikke mod sprognormen ved at sige og skrive i formiddags (og i eftermiddags). Måske kunne man på et meget spinkelt grundlag formulere den regel, at man ikke kan bruge s -formen, når man henviser til fortidige forhold af mere end et døgns varighed, men en sådan regel har vist endnu ikke været officielt formuleret.

Bl.a. som en følge af, hvad der i det konkrete tilfælde forekommer at være vilkårlighed i normdannelsen, kan man støde på sprogkorrekthedspietister, der med lidenskab anfægter folks ret til at sige og skrive i formiddags og i eftermiddags, men det må man altså godt, også officielt!

Alligevel har Læsernes Redaktør uden tvivl gjort ret i at indskærpe Politikens redaktion, at udtrykket i sommers bør undgås. Der er stadig mange, der har fået indpodet i skolen, at i sommers og i vinters er skrupforkert, og deres opfattelse bekræftes endnu af rådgivende instanser med fingeren på den sproglige puls såsom Dansk Sprognævn, de videnskabelige ordbøger og Håndbog i nudansk.

I Platons stat ville man nok se med mildhed på brug af konstruktionen i sommers, men vi lever nu engang i Absalons kloakker, og her skal man vælge formen i sommer, hvis man ikke tør løbe risikoen for uberettiget at blive regnet for bonderøv, plebejer eller simpelt hen idiot.