Holland på hjul?

Af Lars Trap-Jensen, Politiken, 17. marts 2007

Der findes ord, som pludselig dukker op for derefter at forsvinde igen. Nogle forsvinder i glemslen, andre går på vågeblus, indtil de bliver aktuelle igen. I 1989 var ikke mange avislæsere i tvivl om, hvad gulvtæppetale refererede til, men siden tamilsagens afslutning har der ikke været så meget opmærksomhed om emnet, og ordet er sunket ned i en sproglig dvaletilstand. Hvis vi en sjælden gang tager det frem, sker det som regel med anførselstegn omkring for at signalere historisk distance (den berømte ’gulvtæppetale’).

En aktuel, ekstraordinær begivenhed kan med ét få et fagligt ord til at trænge ind i almensproget. I 2003 blev der sagt og skrevet meget om sygdommen SARS, og efter 26. december 2004 ved de fleste, hvad en tsunami er.

For tiden er noget tilsvarende måske ved at ske. Begivenhederne i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro bringer nye eller slumrende ord frem, når nyhederne beretter om krysantemumbomber og viser unge demonstranter, der bliver lagt i strips. ’Sprogligt ’ har også modtaget henvendelser fra læserne om ord, der normalt hører til politiets fagudtryk. Sven Mogensen har lagt mærke til ordet hollændervogn og spørger: »Hvorfra stammer ordet, hvad har det med hollændere at gøre, og på hvilken måde adskiller disse køretøjer sig fra de sædvanligt anvendte køretøjer, politiet bruger?«.

Ordet betegner en bestemt type indsatsvogn, som politiet har anvendt siden slutningen af 1990’erne. Vognen er udviklet i Holland og har sammenhæng med en særlig indsatstaktik over for massedemonstrationer og gadeuroligheder, som det danske politi har overtaget efter hollandsk forbillede. Tidligere var politiets metode at møde demonstranterne ved at rykke talstærkt, men ikke specielt hurtigt frem i kædeformation, dækket bag hjelme, visirer og skjolde. Det er det, man f.eks. kunne se i forbindelse med urolighederne på Nørrebro den 18. maj 1993 efter EU-afstemningen (»Skyd efter benene«). Taktikken viste sig ikke særlig effektiv og havde store omkostninger for politiet. Derfor gik man over til det hollandsk udviklede koncept, og det er samtidig forklaringen på, hvordan hollændervognen fik sit navn. I den nye indsatsmodel er nøgleordene hurtighed og bevægelighed. Det gælder om at få kampklædte betjente sat ind helt fremme i forreste række, så man med en hurtig og målrettet aktion kan udpege og anholde de reelle ballademagere og få dem bragt væk. Dertil kræves specialbyggede mandskabsvogne udstyret med panserglas, gitre, punktérfri dæk osv., der kan modstå brosten og brændende genstande. Hollændervognen er sådan en specialsikret mandskabsvogn, fremstillet i Holland til netop den type operationer. Dette køretøj – og betegnelsen hollændervogn – bør derfor ikke forveksles med de almindelige blå mandskabsvogne, som politiet i øvrigt bruger, og som oftest er serieproducerede kassevogne fra de gængse bilproducenter som Mercedes og Ford.

Det første belæg, jeg har kunnet finde på ordet hollændervogn, er fra 1999, altså ikke længe efter, at den nye taktik blev taget i anvendelse. Det bekræfter, at ordet er dannet i forbindelse med, at man er gået over til den hollandske model. Om ordet for alvor går ind i sproget, eller det sendes retur til dvaletilstanden, afhænger af, om aktioner som dem, vi har været vidner til for nylig, er noget, vi skal vænne os til fremover, eller om de fortsat vil tilhøre kategorien ekstraordinære begivenheder.