Af Lars Trap-Jensen, Politiken, 28. oktober 2006
Så er allehelgen ved at være over os igen – eller er den? Henne i børnehaven og på skolen ved de færreste børn, hvad det er for noget. Halloween derimod, det kender de godt. For i de senere år er det blevet mere almindeligt at fejre halloween: Børnene klæder sig ud i uhyggelige kostumer og sætter lys i udskårne græskarhoveder.
Skikken – og betegnelsen for den – har vi importeret fra den engelsksprogede verden, godt hjulpet på vej af amerikanske ungdomsserier, Radiserne og vores egen Fætter BR. Traditionen falder sammen med den katolske kirkes helgenfejring, og faktisk er det gode gamle danske allehelgensaften og den nye betegnelse halloween nøjagtig samme ord: Det engelske halloween er en sammentrækning af et tidligere All-Hallow-Even, og det betyder såmænd ‘alle helgeners aften’.
Og allehelgensaften er netop, hvad man fra gammel tid har kaldt den sidste aften i oktober. I den protestantiske kirke er allehelgensdag blevet til en mindedag for de døde, og af praktiske grunde er den blevet flyttet til første søndag i november. Den angelsaksiske skik kan føres meget langt tilbage i tiden, helt tilbage til en førkristen, oprindelig keltisk fest for genfærd og ånder, men som det ofte går, er traditionen blevet omtolket og er efterhånden smeltet sammen med den kristne fest. Efter sigende kom skikken til USA med irske indvandrere i 1800-tallet, og i den – efterhånden helt verdsliggjorte – udformning, den har fået der, har vi lånt den.
På dansk ser det ud til, at vi begyndte at bruge ordet halloween omkring 1990, og efterhånden er både ordet og fænomenet vel så etableret, at det er ved at have bidt sig fast i sproget, på linje med andre importerede mærkedage fra Amerika som mors dag, fars dag og valentinsdag. På blå stue er de i hvert fald ikke i tvivl om, hvad det hedder.
Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken “Sprogligt” blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.