Af Ebba Hjorth, Politiken, 3. marts 2007
Ord skifter betydning, det ved vi godt. Vi ved også, at det kan sætte sindene i kog, når det sker. Hvem husker ikke debatten om betydningen af ordet bjørnetjeneste ved lanceringen af det nye ordbogsværk over moderne dansk, Den Danske Ordbog? Men ordene kan også skifte valør. Et ord, som har været anset for ikke at tilhøre det pæne sprog, kan – enten pludseligt eller i løbet af et stykke tid – blive stuerent. Fra at være et stærkt markerende ord kan det blive neutralt.
Lad os tage et helt andet eksempel end bjørnetjeneste. Vi skal tilbage til den danske læge Henrik Harpestreng, der i første halvdel af 1200-tallet forfattede en lægebog bestående af en oversigt over lægeurters helbredende effekt, en oversigt over uorganiske lægemidlers virkning og en kogebog. Dette værk kender vi bl.a. gennem et håndskrift fra omkring 1300, der opbevares i Det Kongelige Bibliotek i København. I urtebogen, der havde stor betydning helt op til 1900-tallet, hedder det om valmuen, at på det tidspunkt, hvor hovedet (dvs. frugtkapslen) er mørt, »styngær man røf« på det og lader mælk løbe ud af det i en ske. Denne mælk er god for mange ting, skriver Harpestreng.
I 1300-tallet var »styngær man røf« (med moderne retskrivning: stinger man røv og med betydningen ’stikker man hul’) altså en neutral formulering i et naturvidenskabeligt skrift. Røv betød simpelthen på det tidspunkt et hvilket som helst hul.
I håndskriftet er der imidlertid sat en streg oven over ordet røf med blæk af en sort farve, som er forskellig fra håndskriftets brune blæk. Med samme sorte blæk er der i margenen tilføjet ordet hul. Tilføjelsen er skrevet med en skrift, som blev brugt en del senere end 1300-tallet. På et tidspunkt har røv altså fået en mere indsnævret betydning og betyder nu ikke længere ’hul i al almindelighed’, men har fået betydningen ’det specielle hul anus’. Det har givet en senere bruger af håndskriftet lyst til at ændre røf til hul.
Ordet røv har altså skiftet betydning, og med denne betydningsindsnævring skifter ordet også valør eller status. Det er ikke længere et neutralt ord, men tilhører det uartige, ikke stuerene, vulgære ordforråd, der ikke kan anvendes i enhver situation og i enhver sammenhæng.
Men ordets udvikling stopper ikke dér. Der sker flere ting: Fra betydningen ’anus’ udvider betydningen sig igen, nu til ’menneskets bagdel’, ’ende’ eller hvilket neutralt ord man nu foretrækker. Ordet bruges også som skældsord til eller om en person, der har behandlet en usselt og illoyalt. Det kommer til at indgå i en masse faste udtryk, som alle har uformel eller meget uformel karakter, f.eks. gå på røven, have ondt i røven, have røv i begge ender, røven af fjerde division, og det bliver almindeligt som et forstærkende førsteled til tillægsord, f.eks. røvkedelig, røvsyg, røvtræt.
Fælles for alle nutidige anvendelser af røv er, at de ikke er neutrale. De er uformelle eller nedsættende.
Men noget tyder på, at de uformelle anvendelser af røv er ved at blive neutrale og umarkerede. P1’s morgenflade havde for nylig et indslag om et eventuelt forbud mod handel med euforiserende svampe. Studieværten afsluttede indslaget med at sige, at hvis salg af svampene blev forbudt, ville folk jo bare »ligge med røven i vejret i skovbunden og plukke dem selv«. For mig var ordvalget stærkt overraskende, men altså et tegn på, at ordet røv har ændret eller er ved at ændre valør. Samme aften overlod studieværten for TV-avisen ordet til meteorologen med spørgsmålet: »Og vejret, bliver det ad røven til i morgen?«. Vi er ikke tilbage ved Henrik Harpestrengs betydning af ordet røf, men ordet er måske, efter en ordentlig tur, på vej tilbage mod en neutral stilværdi.
Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken “Sprogligt” blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.