Fra feltmadras over værnemagerbue til kanaldyne

Af Ebba Hjorth, Politiken, 9. april 2008

I dag er det 9. april. Det er 68 år siden, Danmark blev besat af tyskerne, og besættelsestiden er aktuel med Ole Christian Madsens film ’Flammen & Citronen’.

’De fem forbandede år’ siger vi om besættelsestiden, og disse år satte sig også sproglige spor. Sproget er identitetsskabende, fælles sprog skaber fælles identitet, og fælles sproglig kreativitet skaber fællesskaber og danner grupper, der holder sammen – os mod dem. Og den sproglige kreativitet var stor i perioden 1940-1945. Den kom til udtryk i mange forskellige måder at danne nye ord eller udvikle nye betydninger af kendte ord på. Nogle beskrives i det følgende:

Nye ord for nye ting eller fænomener kunne dannes ved sammensætning af gammelkendte ord.

Eksempler på dette er ordene alsang og algang. Fænomenet alsang som et offentligt møde eller stævne, hvis hovedindhold var fællessang, arrangeret som en tilkendegivelse af nationalt sammenhold, opstod i krigens første år. I 1941 begyndte man at arrangere algang, dvs. vandreture med fremme af den nationale fællesskabsfølelse som formål. Ord som algænger, alsangsaften, alsangsstævne og alsanger blev afledt heraf, ja, man kunne sågar alsynge og algå. I en annonce i Berlingske Tidende fra 22. juni 1941 hedder det: »Skal De algaa maa De have tørre og friske Fødder«. Men mere interessant var der tilløb til, at forstavelsen al- også blev almindelig som beskrivelse af forhold og aktiviteter, som dels var affødt af mangelsituationen under krigen, dels styrkede det nationale sammenhold. Et eksempel er alsyltning, hvor kvinder søgte sammen i grupper på skoler og syltede i store portioner som en fællesskabsmanifestation, og formodentlig også for at kunne distribuere varerne uden om de gængse handelskanaler.

Ordet bukkevare, der også er sammensat af kendte ord, var ligeledes affødt af vareknapheden. En bukkevare var en særlig eftertragtet vare, som ikke lå frit fremme i butikkerne, men som man måtte spørge efter, og som ekspedienten måtte bukke sig for at få fat på under disken. Dette ord, der må klassificeres som jargon eller slang, fik et efterliv om forhold i andre mangelsamfund, f.eks. det tidligere Østtyskland.

På tilsvarende måde er også slangordet værnemagerbue dannet. Førsteleddet er værnemager ’person, som uden nationale skrupler søgte profit hos værnemagten, dvs. tyskerne og deres repræsentanter i Danmark’. Dette ord er i sig selv nydannet i maj 1943 af værnemagt og -mager. Sidsteleddet er navneordet bue. En værnemagerbue er en murstensbue mellem to stuer, en bue, som to sammenhængende værelser forbindes med; denne konstruktion vandt stor udbredelse under besættelsen og har været følt som et typisk udtryk for værnemagernes storhedsfornemmelser. Ordet levede længe. Det blev f.eks. brugt i en boligannonce i Information i 1991: Marmorbadekar og værnemagerbue er der ikke i lejligheden, til gengæld måske byens bedste 186 m2 fordelt på [osv.].

Nye ord kunne også dannes ved mere kreativ sammensætning.

I ordet celluld er førsteleddet en afkortning af cellulose, der indgik i fremstillingen af celluld, et uldlignende groft erstatningsstof vævet af cellulosefibre. Ordet celluld demonstrerede vareknapheden, og det indgik f.eks. som førsteled i celluldsbetjent, et spøgende og ironisk slangord for et medlem af Vagtværnet. Ordet spiller fikst på, at Vagtværnets medlemmer også i påklædningen var præget af at være en erstatning for politiet.

Kendte ord kunne anvendes i nye betydninger med slangkarakter

Ordet feltmadras betegnede oprindelig, parallelt med f.eks. feltseng, en madras, som kunne foldes sammen og bringes med i felten. Men hører man ordet i dag, tænker man kun på betydningen ’dansk kvinde, som under besættelsen havde seksuelt samkvem med tyske soldater’. I denne brug spilles der på ligheden mellem madras og maitresse ’elskerinde’. Da krigslykken vendte, blev der for nogle af disse kvinder brug for et hurtigt sceneskift. De blev springmadrasser, dvs. de overgik fra at være feltmadrasser til at blive kanaldyner, ’kvinder, der lå i med de engelske befrielsessoldater’, med tanke på Den Engelske Kanal.

Vittige og galgenhumoristiske omdannelser, såkaldte folkeetymologier, var også hyppige.

Slå ihjel-huset var den folkelige betegnelse for Shellhuset, hvor Gestapos hovedkvarter i København lå. Puhada kaldtes danske cigaretter af mærket Powhattan. Smagen kan man gætte sig til.

Dette lille udvalg af ord hentet fra besættelsestiden skal vise, at alle orddannelsesmuligheder var i gang og blev anvendt med stor kreativitet. Nogle af ordene er hentet fra en lille ordbog uden forfatterangivelse, ’1.000 Ord fra Hitler-Krigen’, der udkom i 1945. Læsere, der selv har oplevet perioden, vil kunne supplere med mange flere.