Af Kjeld Kristensen, Politiken, 30. april 2008
I Politikens ugentlige udhængsskab for sproglige vildskud, ’Oh Danmark’, fremvises der jævnlig vildtvoksende sprogblomster af en bestemt type. Her er et eksempel fra 7. oktober 2007 under overskriften »Det forklarer jo en hel del«: »Undervejs på rundturen overrækker en af brugerne en taske til Karen Jespersen, der blandt andet er lavet af brugte cykelslanger«.
Typen indeholder en henførende bisætning, hvor ’der’ eller ’som’ henviser til et ord i sætningen forinden, oftest det ord, der står umiddelbart før bisætningen. Problemet ved eksemplet ovenfor er, at det, der står lige før den henførende bisætning, er navnet på en minister og ikke den taske, som bisætningen jo siger noget om, og det kan resultere i den alternative læsning af hele sætningen, som redaktøren af ’Oh Danmark’ gerne vil underholde læserne med.
Det er ikke særlig svært at omskrive sætningen, så den ikke ufrivilligt kalder på latteren. Det kan gøres sådan: »Undervejs på rundturen overrækker en af brugerne en taske, der blandt andet er lavet af brugte cykelslanger, til Karen Jespersen« eller bedre: »… overrækker en af brugerne en taske lavet af brugte cykelslanger til Karen Jespersen«.
Men så let går det ikke altid. Susanne Pedersen, der i mange år har arbejdet som sekretær i advokatbranchen, har et professionelt problem med netop henførende bisætninger, der ikke viser tilbage til det sidste ord forinden, og spørger, om der er nogle regler for, hvordan man behandler den slags tilfælde.
Lad os se på to af Susanne Pedersens eksempler. Det første lyder: »Jeg vedlægger dommen i hovedsagen, som blev afsagt den 3. december 2001«. Som Susanne Pedersen rigtigt skriver, må man betragte udtrykket ’dommen i hovedsagen’ som det sætningsled, som den henførende bisætning viser tilbage til. Men dette led er en helhed, der ikke kan skilles ad, for ’i hovedsagen’ præciserer jo, hvilken dom der er tale om. Samtidig er det klart, at den henførende bisætning med ordet ’afsagt’ viser tilbage til dommen (i hovedsagen). Hele sætningen er om ikke elegant, så acceptabel grammatisk og indholdsmæssigt, ikke mindst i den juridiske sammenhæng, som den indgår i.
En henførende bisætning henviser altså ikke bare til et ord, men principielt til et sætningsled, der godt kan bestå af flere ord, sådan at det ikke nødvendigvis bliver det allersidste ord inden bisætningen, der vises tilbage til.
Det andet eksempel fra Susanne Pedersens mail lyder sådan: »Jeg vedlægger sagsøgers udkast til præjudicielle spørgsmål af 1. maj, der blev fremsendt til modparten den 1. juni 2007«. Her må meningen være, at det udkast, der siges noget om, blev fremsendt 1. juni. Det, der siges om udkastet, er, at det er et udkast til præjudicielle spørgsmål, og at udkastet forelå 1. maj. Disse to underordnede bestemmelser står mellem hovedordet ’udkast’ og den henførende bisætning. I denne lidt indviklede informationsstruktur bliver der ret langt mellem hovedordet ’udkast’ og den henførende bisætning, der viser tilbage til ’udkast’ med dette ords underordnede bestemmelser. Og når der er så langt, er der fare for, at kommunikationen sander til, så det rette budskab ikke når frem til modtageren i god behold.
Jeg vil alligevel mene, at dette andet eksempel ganske vist er lidt knudret, men dog acceptabelt. Den henførende bisætning kan i hvert fald ikke henvise til ordet ’maj’ eller datoen ’1. maj’ lige foran. Man kan forbedre sætningen ved at udelade ’der blev’, så der står »… sagsøgers udkast til præjudicielle spørgsmål af 1. maj, fremsendt til modparten den 1. juni 2007«.
Svaret til Susanne Pedersen må være, at der ikke er nogen håndfaste regler til løsning af hendes og andres problem med henførende bisætninger. Eksemplerne viser, at der er grund til at være opmærksom på afstanden mellem den henførende bisætning og hovedordet i det led, som den henførende bisætning viser tilbage til. Og der er også grund til at overveje, om det ord, der kommer til at stå lige før bisætningen, kan give anledning til misforståelser af mere eller mindre underholdende art, dog uden at overdrive dette hensyn. Derimod bør man ikke henholde sig til et pedantisk forbud mod at have så meget som et ekstra ord indskudt mellem bisætningen og det ord, der henvises til. Sådan et forbud tilhører en misforstået og forældet skolelærdom.
Til sidst kan læseren selv overveje, om følgende eksempel fra ’Oh Danmark’ fra 30. marts kan accepteres: »De amerikanske sundhedsmyndigheder har godkendt Novolog, der er en insulinpumpe til børn, som Novo Nordisk producerer«.
Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken “Sprogligt” blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.