Endonymi og eksonymi

Indholdet på denne side er mere end 15 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Af Lars Trap-Jensen, Politiken, 23. april 2008

Flere læsere har skrevet til Sprogligt og spurgt om principper for navngivning af lande. Gudmund Tybjerg, Haderslev, beder om at få uddybet, hvorfor nogle landenavne ender på -ia, andre på -ien og andre igen på -iet. Nicolai Peitersen, Lyngby, spørger til formen Kirgistan. Han har konstateret, at denne form er på vej frem på bekostning af Kirgisistan, men »det virker meget ulogisk – man er trods alt ikke begyndt at kalde indbyggerne for kirgere«, lyder hans kommentar. Begge læsere er inde på, om det igen er påvirkningen fra engelsk, der spøger.

Når det drejer sig om navne på stater og andre lokaliteter, bliver spørgsmålet hurtigt politisk snarere end sprogligt eller logisk. Der er flere faktorer involveret, når landenavne ændrer sig. De fleste ændringer skyldes politisk bestemte forhold og følger af begivenheder og vedtagelser i verden, f.eks. som da Siam blev til Thailand eller Øvre Volta til Burkina Faso.

I denne rubrik er vi dog mest optaget af de rent sproglige forhold, og her bestemmes navngivningen navnlig af to bestræbelser: afdanskning over for fordanskning. Navneforskere taler om endonymi og eksonymi, men meningen er den samme: Et endonym er det navn, der bruges af landet selv, mens man kalder det et eksonym, hvis navnet er dannet i et andet land under hensyn til dette lands sprogsystem og navnetradition. På dansk bruger vi f.eks. eksonymerne Letland og Grækenland, mens nordmændene bruger endonymerne Latvia og Hellas.

Kirgisernes land er et eksempel på den konflikt, der kan være mellem forskellige hensyn. Nogle husker sikkert Hans Scherfigs rejsebog fra 1963 ’Hos kirgiserne’. Heri bruger han navnet Kirgisien om den daværende sovjetrepublik. Det navn er en fordanskning af det russiske navn Kirgizija i overensstemmelse med den (eksonymiske) tradition, der siger, at man til et udenlandsk navn på -ia kan danne et dansk med endelsen -ien. Traditionen deler vi i øvrigt med tyskerne og svenskerne. Efter Sovjetunionens opløsning valgte kirgiserne at markere deres kulturelle tilhørsforhold ved at bruge den oprindeligt persiske endelse -stan ‘land, sted’ i betegnelsen for deres land. Officielt hedder landet Kyrgyzstan eller Kirgizstan. Kirgisisk er et tyrkisk sprog, men skrives ofte med det kyrilliske (russiske) alfabet, og det kan give usikkerhed om gengivelsen af visse bogstaver med vores alfabet.

FN opfordrer til, at man følger de betegnelser, som landene selv bruger, altså endonymerne, og måske derfor bliver Kirgistan mere almindeligt også i dansk sammenhæng. Det er altså ikke kun, fordi engelsk har taget endonymet til sig. Men officielt anbefaler man på dansk et kompromis mellem endonym og eksonym. Som Nicolai Peitersen er inde på, kan betegnelsen Kirgistan nemt opfattes som dannet til et ikke-eksisterende ord – og folk – kirgerne, og derfor anbefaler man Kirgisistan. Dermed stemmer det også overens med tilsvarende dannelser som Afghanistan, Turkmenistan og Usbekistan.

På dansk er der en lang tradition for at bruge eksonymer, og vi har mange landenavne, der ender på -ien. Mange opfatter dem vist som bestemte former (svarende til endivien, pelargonien og valkyrien), men det er de nu ikke. Det kan bl.a. ses ved, at Italien jo hedder det samme på tysk, selv om tysk ikke danner bestemt form ved hjælp af en endelse. Endelsen -(i)en har tysk og dansk vistnok fra den latinske endelse -(i)anus, som bruges til at danne tillægsord af navneord. Italien er derfor dannet til italianus ‘italiensk’ (på fransk italien, spansk og italiensk italiano).

Dansk har mange af disse navne, og man laver ikke bare om på hævdvundne former, fordi de er i modstrid med den endonymiske tendens. Danske landenavne på -ia betegner derfor oftest enten unge lande eller lande, som geografisk eller kulturelt ligger fjernt fra Danmark: Liberia, Gambia, Somalia, Malaysia og Nigeria er eksempler. Bolivia og Colombia er eksempler på lande, hvor det er lykkedes at udskifte de ældre betegnelser Bolivien og Kolumbien, i modsætning til tysk, der stadig bruger eksonymerne. Og hvor det tidligere hed Pennsylvanien, siger de fleste i dag Pennsylvania. At Californien har overlevet som eksonym, skyldes formentlig, at navnet har været stærkere etableret på grund af udvandringen og det kulturelle samkvem, som den førte med sig.

Faktisk er landenavnene på -iet de vanskeligste at forklare. Her er der vitterlig tale om bestemthedsendelser (man kan f.eks. stadig se betegnelsen Det Ydre Mongoli), men hvorfor landene Tyrkiet, Mongoliet, Slovakiet, Tjekkiet og Algeriet er blevet intetkøn på dansk, kan jeg ikke give en fornuftig forklaring på. På f.eks. tysk er de tre førstnævnte hunkøn og de to sidste dannet efter det sædvanlige mønster: Tschechien og Algerien. Ud over disse lande er der blot nogle enkelte regioner, f.eks. Normandiet, Lombardiet, Picardiet og Manchuriet, der følger dette mønster, og man kan selvfølgelig vælge at opfatte dem som enkeltstående tilfælde. Måske er der blandt læserne nogen, der kan give en fornuftig forklaring.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken “Sprogligt” blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.