En sprogdefekt

Af Henrik Andersson, Politiken, 28. november 2007

Annette Kjædegaard, Helsingør, har hos en slagter set et skilt med teksten ’Hjemmelavet frikadeller’, og den er jo gal, skriver hun. Senere har hun observeret følgende tilbud fra en delikatesseforretning: ’Få din sammenpakket julekurv her!’, og hun spørger: Er det ikke også forkert?

Jo, bestemt! Det kan tit være vanskeligt at afgøre, om man skal bøje udsagnsordenes korte tillægsform eller ej, når den forbindes med former af være og blive. I en sætning som »De blev irriterede over ham« er det lige så korrekt at vælge ubøjet form: »De blev irriteret over ham«. Tendensen har længe været, at flertalsbøjning i sådanne tilfælde er på retur. Men når der er tale om regulære tillægsord, som står umiddelbart foran et navneord – hjemmelavet (frikadelle), sammenpakket (julekurv), ændret (vedtægt) – er der ikke noget at rafle om, for så skal tillægsordene bøjes i tal (hjemmelavede frikadeller…) og bestemthed (den hjemmelavede frikadelle, hendes sammenpakkede julekurv osv.).

Når man nu tit må ærgre sig over forsyndelser mod denne enkle bøjningsregel, skyldes det nok især, at udistinkt udtale af de forskellige bøjningsformer falder sammen. Det sidste element i tillægsord, der ender på -t og er dannet af udsagnsords korte tillægsform, udtales i rigsmål som et blødt d, altså hjemmelaveð, sammenpakkeð osv., og en eventuel flertals- eller bestemthedsendelse -e opsluges normalt helt eller delvis af ð -lyden, så man ikke eller næsten ikke kan høre forskel på hjemmelavet og hjemmelavede.

Men se forskel bør man i det mindste kunne. Moderne dansk er et bøjningsfattigt sprog, så vi skal passe godt på de få bøjningsformer, skriftsproget har tilbage. Vi bør undgå typen sammenpakket julekurve, for det er et symptom på, at der er ved at opstå en defekt i bøjningssystemet. Gid flertals- og bestemthedsbøjning af tillægsord dannet af udsagnsords korte tillægsform ikke må gå tabt. Ud med de hjemmelavet frikadeller, ind med de hjemmelavede!