En irriterende tvetydighed

Af Henrik Andersson, Politiken, 19. september 2007

En læser, Else Jørgensen, Søborg, har tit hørt 1900-tallet omtalt som forrige århundrede. Hun mener, at forrige århundrede må være 1800-tallet. Og siger man ikke stadig sidste år om 2006, men forrige år om 2005, i torsdags om sidste torsdag, men forrige torsdag om torsdagen forud for den sidste?

Forrige århundrede forstået som ’det første regnet bagfra; sidste’ (1900-tallet set fra 2000-tallet) er ikke en ny eller ukorrekt betydning, men tværtimod den, der først er blevet knæsat i dansk. Ordbog over det danske Sprog (ODS) ville kun kendes ved den brug af forrige ved tidsangivelser, da bogstav F blev redigeret i 1923. Betydningen ’nr. 2 regnet bagfra’ (1800-tallet set fra 2000-tallet) kom først med i supplementet til ODS.

Begge betydninger har dog mange år på bagen; de er begge belagt så tidligt som i 1720’erne hos Holberg. Men det er altså først et stykke ind i 1900-tallet, at betydningen ’nr. 2 regnet bagfra’ for alvor har vokset sig stærk. Da ODS’ redaktion i 1929 blev spurgt, hvorfor ordbogen ikke havde medtaget denne betydning, lød svaret, at den »sikkert ikke kan siges at være saa udbredt (i hvert fald ikke endnu), at man kan betragte den som fastslaaet, selv om der utvivlsomt er en tendens i den retning«.

Siden 1920’erne har betydningen ’nr. 2 i baglæns rækkefølge’ bidt sig så fast, at der nu er mange, der tror, at det er den, der er den mest korrekte. Forrige er dermed blevet uhjælpelig tvetydigt, medmindre det udtrykkeligt sættes i modsætning til sidste. Den Danske Ordbog giver dette utvetydige eksempel fra 1992: »Sidste år undlod Socialdemokratiet at stemme og forrige år stemte Socialdemokratiet nej til en finanslov«. Usikkerheden opstår i tilfælde som: »forfatteren Albert Dam blev født i forrige århundrede«, »jeg holdt ferie i forrige uge« og »forrige lørdag var vi ved stranden«.

Det er en irriterende tvetydighed, og ingen af betydningerne kan med sikkerhed siges at have størst prestige. En del forvirring kan undgås, hvis man konsekvent bruger ordet sidste i stedet for forrige, når man mener ’nr. 1 bagfra’, men det løser ikke problemet, når man har brug for et ord, der skal udtrykke ’nr. 2 bagfra’.

Det kunne måske være på sin plads her at minde om, at det danske sprog engang havde gloserne forforrige og næstforrige. Ingen af dem var særlig udbredte (ODS betegner dem som lidet brugte eller brugelige), men det kan ikke nægtes, at de var praktiske. Når man f.eks. i 1907 i Politiken kunne læse, at »Amagerbommen hører hjemme i forforrige Aarhundrede«, kunne ingen være i tvivl om, at det var 1700-tallet, der mentes, og når Heiberg taler om »næstforrige Scene« i forhold til 10. scene, var det soleklart, at det var 8. scene, han sigtede til.

Men selv hvis man prøvede at slå til lyd for, at man burde genopvække forforrige og næstforrige fra de døde – man ville være meget naiv, om man troede, at det kunne nytte – ville man være lige vidt i en tid, hvor vi har to forskellige, lige etablerede betydninger af forrige. Gloserne for- eller næstforrige er jo kun entydige, hvis der hersker udbredt enighed om, at forrige betyder ’sidste’, og det gør der ikke – længere!

Et lignende tvetydighed har vi, når vi skal betegne tidsangivelse frem i tiden med næste + ugedag. Næste torsdag kan både betyde ’førstkommende torsdag’ og ’torsdagen efter den førstkommende’.