Dronningerunde

Af Henrik Lorentzen, Politiken, 14. november 2007

Når disse linjer læses, er valgkampen forbi, det sidste valgflæsk serveret, og vælgerne har talt. Måske er valgresultatet lysende klart, men hvis regeringen ikke kan fortsætte, skal vi ud i en dronningerunde. Den går ud på, at lederne af de forskellige politiske partier efter tur fortæller dronningen, hvordan de mener, resultatet skal fortolkes, og hvem de vil pege på som leder af en kommende regering.

Som man nok kan regne ud, er dronningerunde ikke noget gammelt ord i dansk – det er kommet til i dronning Margrethe II’s regeringstid. Det ser ud til at være dukket op omkring 1978-79 og er siden blevet fast inventar i det ordforråd, der bruges ved folketingsvalg og regeringsskifte. Den mandlige pendant kongerunde er ikke udbredt i dansk, men den har en chance for at blive det, når kronprins Frederik engang overtager tronen efter sin mor.

Det er ret almindeligt at bruge runde som sidsteled i sammensatte ord, der betegner en følge af begivenheder eller en række af skridt, man foretager. Et af de første eksempler, man har registreret på dansk, er fra 1963 og drejer sig også om regeringsdannelse, nemlig præsidentrunde, om de finske partilederes besøg hos deres præsident.

Ellers har mange af de sammensætninger med runde, der senere dukkede op, en temmelig negativ klang, f.eks. afgiftsrunde (1965), sparerunde (1972), nedskæringsrunde (1976) og prikkerunde (1992). Mange vil nok huske, at det sidste ord blev udbredt i forbindelse med en række massefyringer i bl.a. banksektoren, hvor man diskret prikkede de uheldige på skulderen for at kalde dem ind til en afskedigelsessamtale.

Dronningerunden er ikke nedfældet i dansk lov, men er opstået gennem mange års parlamentarisk praksis. Som antydet talte man ikke om kongerunde i Frederik IX’s regeringstid (1947-72), hvorimod udtrykket kongelig undersøger om den person, der leder regeringsforhandlingerne, fik udbredelse fra 1968, da Hilmar Baunsgaard dannede VKR-regeringen.

I den netop afsluttede valgkamp fik betegnelsen en ny renæssance, idet Naser Khader og Ny Alliance annoncerede, at rollen som kongelig undersøger efter deres mening skulle tilfalde Anders Fogh Rasmussen efter valget.

Interessant er det, at udtrykket kongelig undersøger ikke er blevet opdateret mht. køn, men det forholder sig faktisk på samme måde i den lov, der er grundlaget for alle de andre, nemlig Danmarks Riges Grundlov, der sidst blev revideret i 1953. Her er der ikke indført ligestilling mellem kønnene, idet der kun tales om ’kongen’, f.eks. i paragraf 15, hvor der står: »Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre«. Der har været megen debat om, hvorvidt en reform af grundloven var ønskelig, men en enkel redaktionel ændring, hvor ’kongen’ overalt bliver til ’monarken’ (søg og erstat), burde det være let at skabe enighed om.

Tidligere havde man brugt forhandlingsleder eller regeringsforhandler som betegnelse for den kongelige undersøger. Selv om det altså formelt er monarken, der udpeger regeringslederen, er det ikke hende, men den fungerende statsminister, der er ansvarlig for tolkningen af partiledernes råd ved en eventuel dronningerunde. De kommende dage og uger vil vise, hvem der går sejrrig ud af den – hvis den kommer.