Det gamle ord verden

Af Ebba Hjorth, Politiken, 6. februar 2008

Lene Sørensen fra Sønderborg har i tegneserien Wulffmorgenthaler set et verdenskort, hvorpå der stod ’Verdenen’. Det undrer hun sig over. Hun mener nemlig, at »verden altid er i ubestemt form«, som hun skriver til Sprogligt. Lene Sørensen har også set andre sprogbrugere anvende formen verdenen, uden at der er tale om en bestemt verden, f.eks. bankverdenen eller teaterverdenen, men i situationer, hvor der ganske enkelt er tale om hele verden. Er det en fejl, eller er det blevet lige så rigtigt at bruge den bestemte form, spørger hun.

Lad os se lidt på ordets historie, før vi svarer på Lene Sørensens lidt intrikate spørgsmål. Ordet findes i alle de germanske sprog. Det hedder eksempelvis Welt på tysk og world på engelsk. På islandsk hedder det veröld, på norsk verd eller verden og på svensk värld (i udtalen af den svenske form høres l’et ikke). Når man vil undersøge et ords historie, er det ofte en god idé at gå til de nordatlantiske sprog: islandsk og færøsk. Her er den lydlige udvikling af ordene ikke gået helt så langt som f.eks. i dansk, og ofte er det lettere på islandsk eller færøsk baggrund at fastslå et ords oprindelse. Man kan også gå til de ældre danske sprogtrin og hér finde forklaringer på ords historie eller etymologi, som det hedder med et fagligt ord.

I gammeldansk, sproget i middelalderens Danmark, ses ordet både i formen væreld, værld og værden. Den første form minder om den moderne islandske form, den anden om den svenske, og den tredje svarer til den moderne danske form.

I et håndskrift, med betegnelsen Stockholm C69, af Sjællandske Kirkelov fra omkring 1400 hedder det eksempelvis: fran thæn dagh ær værældæn wor skapæth oc tel thæs dags ær thæn ræt warth sæt. war gonget sex thusænt wintær oc thry hundræth winter. oc sæxten daghæ minnæ æn fæm manæthæ oc siuthiugh. På moderne dansk lyder det, med en mere logisk rækkefølge af tallene, således: »fra den dag, da verden blev skabt og til den dag, da denne ret blev fastsat, var der gået seks tusind vintre og tre hundrede og halvfjerdsindstyve vintre på nær fem måneder og seksten dage«. I en anden afskrift af samme kirkelov, der har betegnelsen AM 22,4o, fra midten af 1400-tallet, er den bestemte form væreldæn erstattet af den yngre form værdæn.

Vi ser nu nærmere på de tre gammeldanske former af ordet verden. De to første, væreld og værld, er tættest på ordets oprindelige form, og af dem kan man slutte, at ordet er en sammensætning af to navneord. Det første er navneordet vær ’mand, ægtefælle’, der kendes allerede fra den runedanske periode (800-1100), og det er langt tilbage beslægtet med det latinske ord vir, som vi kender fra fremmedordet viril ’mandlig; mandig, kraftig’. Det andet sammensætningsled er navneordet old eller øld, der betyder ’(tids)alder’, og som kendes fra forleddet old – og fra navneordet alder. Den oprindelige betydning af ordet verden er altså ’menneskealder, tidsalder’. Ordene væreld og værld har i sprogbrugen særdeles ofte optrådt i bestemt form værelden og værlden, og den hyppige brug af bestemt form har medført, at denne er blevet opfattet som grundform, og kombineret med en afkortning af værelden/værlden har vi fået den moderne form verden. Ordet verden er altså oprindelig et navneord i bestemt form ental, der senere har fået plads i bøjningsskemaet som ubestemt form ental.

Ifølge Retskrivningsordbogen er der ikke forskel på ubestemt og bestemt form ental af ordet verden. Begge former hedder i den officielle retskrivning verden : en verden – verden. Der er imidlertid en del sprogbrugere, som mere eller mindre bevidst danner en bestemt form ved at sætte bøjningsendelsen -en på den ubestemte form, altså udfylder det, der opfattes som et hul i bøjningsmønstret, med formen verdenen. I Den Danske Ordbog, der også beskriver uofficielle stave- og bøjningsformer, er denne nydannede, systematiske bestemthedsform beskrevet, men den er betegnet som netop uofficiel. Men at den er beskrevet i Den Danske Ordbog, er et tegn på, at den er temmelig almindelig.

Så nu, Lene Sørensen, får du det vanskelige svar: Hvis man vil følge den officielle retskrivning hedder ordet verden det samme i bestemt form, undtagen i sammensætninger som f.eks. forbryderverdenen og finansverdenen. Men for mange sprogbrugere er det åbenbart naturligt at danne en bestemt form verdenen på baggrund af den ubestemte form verden, der oprindelig er en bestemt form af væreld/værld. Enkelt? Det kan man ikke sige. Interessant? Ja, det er det!