Den 101. dalmatiner møder den 101. stryger

Indholdet på denne side er mere end 15 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Af Kjeld Kristensen, Politiken, 23. januar 2008

Erling Bækgaard Madsen underviser forretningsfolk i dansk, men han bryder sig ikke særlig meget om at fortælle dem om ordenstallene, skriver han. Ordenstal er talord, der angiver en plads i en rækkefølge, f.eks. første, anden, syvende, syttende og syvogtyvende. De dertil svarende mængdetal er talord, der angiver antallet af enheder i en mængde, f.eks. én/ét, to, syv, sytten og syvogtyve. Som man kan se af eksemplerne, bortset fra de første to, danner man normalt ordenstallene ud fra mængdetallene ved at tilføje en endelse, der kan være -ende eller -de.

Når Bækgaard Madsen er utilpas ved at undervise i emnet ordenstal, skyldes det bl.a., at han er i tvivl om, hvilket ordenstal der svarer til mængdetallet 100, med de to valgfrie bogstavskrevne former hundrede og hundred. Ordenstallet kan skrives med cifre: 100., altså med punktum efter mængdetallet, men hvordan skrives det med bogstaver, og hvordan udtales det?

Efter reglen om tilføjelse af -ende eller -de kunne man tro, at det skulle hedde hundredende eller måske hundredede; den førstnævnte form samt formen hundrende har da også haft en vis udbredelse engang. Men en helt fjerde form, hundrede, er den korrekte form ifølge Retskrivningsordbogen. Det hedder altså f.eks. »han giver for hundrede gang blod til blodbanken«.

Formen hundrede som ordenstal er nok mest udbredt som førsteled i sammensætningen hundrededel, der især bruges i tidsangivelser med sekunder. Det er sådan i dansk, at de talord, der står som førsteled i brøkangivelser med -del som andetled, er ordenstal, f.eks. i syvendedel, syttendedel og syvogtyvendedel. Så formen hundrededel bekræfter, at ordenstallet 100. virkelig skal skrives og udtales hundrede. Hvis man er utilfreds med formen, fordi den falder helt eller delvis sammen med mængdetallet, kan man skrive den 100. eller nr. 100 og sige nummer hundred(e).

Hvad kommer så efter nr. 100? »Hedder det den hundrede og ettende eller måske den hundrede og første?«, spørger Bækgaard Madsen. Overskriftens dalmatiner fra Disney-filmen og strygeren fra orkestret 101 strygere møder hinanden i dette sproglige spørgsmål. Ordenstallene over 100 er sjældne, i hvert fald i de bogstavskrevne former, undtagen ét, nemlig det, der svarer til mængdetallet 117, som jo bruges overført i betydningen ’et overraskende stort antal; mange forskellige’. Det falder os ret let at danne ordenstallet hundred(e) (og) syttende (det, der står i parentes, kan udelades); vi husker nemlig reglen om tilføjelse af -(en)de til mængdetallet og retter os desuden efter en regel om, at talord over 100, også ordenstal, deles op i modsætning til talord under 100. Vi kan også på internettet finde enkelte bogstavskrevne eksempler som hundrede og fjerde, hundrede og femte osv., bl.a. følgende eksempel fra en filmanmeldelse: »Karl Stegger spiller bondemand med fjoget dialekt for mindst hundrede tredje gang i sin karriere«.

Som konsekvens af dette må ordenstallet 101. skulle bogstaveres og udtales hundred(e) (og) første, med ordenstallet første svarende til mængdetallet én/ét. Men formen eller rettere formerne forekommer konstruerede og unaturlige, og det må i stedet anbefales, at man skriver den 101. eller nr. 101 og siger nummer hundred(e) (og) ét. Og dog: Tænk lige over, hvem der følger efter Frederik den hundrede på Danmarks trone om nogle tusinde år! Christian den … ?

Endnu en grund til Bækgaard Madsens problemer med ordenstallene kan være formerne for ordenstallene nr. 40-99. Engang lærte man i skolen, at man her skulle tage udgangspunkt i de tilsvarende mængdetals gamle, lange former, der ender på -tyve. Det danske talsystem bygger delvis på et tyvetalssystem, hvad man kan se på en form som halvtredsindstyve. I denne lange form betyder halvtredje 2½ (ligesom halvanden er 1½), sinde betyder ’gange’ (ligesom i ordet nogensinde), og tyve giver sig selv. Regnestykket giver 50, halvtreds. Ordenstallene fra og med nr. 40 skulle ende på de gamle mængdetals -tyve + vores regels -(en)de. Ordenstallet 40. skulle altså hedde fyrretyvende og 99. nioghalvfemsindstyvende. Reglen gælder stadig, men det vil sikkert overraske nogle, at Retskrivningsordbogen siden udgaven i 1986 også medtager de mere regelmæssigt dannede kortformer uden -tyve-, f.eks. fyrrende og nioghalvfemsende. Dansk Sprognævn regner dem dermed for lige så korrekte som de gamle, lange former. De nye korte former er indtil videre mest udbredte i talesproget.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken “Sprogligt” blev bragt i Politiken i perioden 7. oktober 2006 til 25. juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.