Da farmor var pige

Af Ebba Hjorth, Politiken, 14. april 2007

Kirsten Danø, Grenaa, har lagt mærke til, at man kan sige »Da farfar var dreng«, men ikke »Da farmor var pige«. Hér må man ty til formuleringen »Da farmor var en lille pige«. »Er der mon nogen forklaring på denne brug og manglende brug af henholdsvis dreng og pige?«, spørger hun.

Jeg har lagt mærke til det samme, og jeg har også følt det uretfærdigt, at mænd har den prægnante formulering »da jeg var dreng (osv.)« til deres rådighed, mens kvinder må opgive deres køn og sige: »Da jeg var barn« eller opdele barndommen i to dele med formuleringerne »da jeg var en lille/stor pige«.

Nogen sikker forklaring på spørgsmålet har jeg ikke, men dog et par bud:

Ordet pige bruges i moderne dansk om et barn eller en ung person af hunkøn. Hertil svarer dreng med betydningen ’barn eller ung person af hankøn’. Pige kan imidlertid også bruges om en (yngre) kvinde. Det er altså både kønnet og alderen, der kan være hovedsagen, når man bruger ordet pige, og sådan har det været længe. Ordet dreng kan også betyde ’person af hankøn, uden hensyn til vedkommendes alder’, men i denne betydning anvendes ordet oftest spøgende og med tillægsord foran, f.eks. de gamle drenge, og denne brug af ordet har kun været kendt i de sidste 50 år. Pige er altså ikke så entydigt et barn, som dreng er. Dertil kommer, at betydningen ’tjenestepige’ (f.eks. ung pige i huset) er mere udbredt end den tilsvarende brug af ordet dreng om en (yngre) medhjælper på f.eks. en gård.

Den bredere betydning af ordet pige kan være grunden til, at ingen vælger at sige: »Da jeg var pige (osv.)«.

Men der findes ældre eksempler på vendingen da jeg var pige. I en ordsprogssamling fra 1879 optræder sågar ordsproget »Da jeg var pige, da var der piger til«, så der er god grund til at genoplive udtrykket »da jeg var pige…« og dermed udfylde et hul i sproget.