Bisættes eller begraves?

Af Lars Trap-Jensen, Politiken, 26. september 2007

Omstændighederne var alt andet end muntre, men jeg kom for nylig til at diskutere ordet bisættelse og dets betydning og oprindelse. Forstavelsen bi- betyder, som nogle vil vide, ‘side-’ eller ‘ved siden af’ ligesom det tyske bei, som er forlæg for det danske. Men hvorfor egentlig; hvem eller hvad bliver man da sat ved siden af?

Både bisættelse og begravelse er ord, der undertiden volder vanskeligheder. Mange bruger bisættelse om en ceremoni med efterfølgende ligbrænding, mens begravelse forbindes med jordfæstelse, hvor kisten med den afdøde nedsænkes i en grav. Andre opfatter de to ord som synonyme: en begravelseshandling med tilhørende ceremoni, uanset om begravelsesformen er jordfæstelse eller ligbrænding. Man kan også støde på den opfattelse, at kun det ene af ordene kan bruges som overordnet betegnelse. Det er derfor ikke så underligt, at de giver anledning til forvirring.

Begge ord er af tysk oprindelse. Det oprindelige danske udsagnsord jorde fik allerede i det gammeldanske middelaldersprog konkurrence af det nye begraffue, mens bisætte er noget yngre. I tysk dukker beisetzen op i 1400-tallet, og der går yderligere et par hundrede år, før det første skriftlige belæg dukker op i Skandinavien (ifølge den svenske Nationalencyklopedins ordbok i 1657). Dog er det sandsynligt, at ordet er ældre, for det hænger sammen med en skik, der blev udbredt i tiden efter reformationens indførelse midt i 1500-tallet. I katolsk tid var det påbudt, at et lig skulle begraves inden tre dage for ikke at forringe den afdødes muligheder i efterlivet. Den forestilling gjorde reformationen op med, og derved opstod muligheden for, at afdøde adelige kunne lade sig hylde i op til flere måneder inden den egentlige begravelse. I den periode blev liget bisat, dvs. anbragt midlertidigt et andet sted (‘ved siden af’) end det endelige hvilested. Det kan vel nærmest sammenlignes med, at man i dag opbevarer den afdøde i et kølerum, indtil begravelseshandlingen finder sted. Ordbog over det danske Sprog (ODS) har ud over denne betydning registreret en anvendelse, hvorefter den afdødes kiste anbringes varigt i en kirke eller et gravkapel ved siden af forfædrene.

I de tidlige betydninger af bisætte havde selve begravelsesformen ikke noget at sige; det er først kommet til senere. ODS beskriver dog også en senere betydningsudvikling: »foretage den kirkelige højtidelighed, der går forud for begravelse eller ligbrænding (især når begravelsen skal foregå et andet sted)«. Det er muligt, at bisættelse har fået sin moderne betydning, netop fordi man ved ligbrænding tydeligt har adskilt ceremonien (i kirke eller kapel) og kremeringen (i krematoriet).