At vurdere eller ikke vurdere, det er spørgsmålet

Af Lars Trap-Jensen, Politiken, 13. februar 2008

»MT Højgaard vurderer ikke, at virksomheden har ansvar for at udbedre andet end eventuelle isoleringsproblemer«. Sådan lyder en sætning, som Bodil Larsen, Virum, har læst i Politiken, og hun undrer sig nu over brugen af ikke i sætningen. De vurderer jo netop, skriver hun, så er denne brug ikke ulogisk eller decideret forkert?

Nej, forkert vil jeg nu ikke kalde den. Men nogle vil nok med Bodil Larsen kalde den ulogisk, selv om også det kan diskuteres. Og det vil vi derfor gøre. Det, Bodil Larsen reagerer imod, er selvfølgelig, at ordet ikke er flyttet fra den underordnede sætning (»virksomheden har ikke ansvar for…«) og op i hovedsætningen (»MT Højgaard vurderer, at…«). Men sådan er der faktisk en række udsagnsord, der opfører sig. Det gælder ud over vurdere ord som tro, mene, føle, synes, regne med, håbe, lade til, virke til, se ud som om, det vil sige ord, som betegner enten en mental proces eller en fremtræden.

Før vi begynder at diskutere logikken, er det på sin plads at konstatere, at der i den faktiske sprogbrug inden for denne gruppe ord er en klar tendens til, at nægtelsen står i den overordnede sætning. Det er langt mere udbredt at sige »jeg tror/synes ikke, at det er rigtigt«, end det er at sige »jeg tror/synes, at det ikke er rigtigt«. Og det er endvidere svært at se, at sætningens betydning påvirkes nævneværdigt af nægtelsens placering. Ofte vil der dog være en forskel i stilleje, sådan at en sætning, der har nægtelsen i den underordnede sætning, opleves som mere formel end den, der har nægtelsen stående i den første sætning. Sammenlign »jeg håber, det ikke gør noget« med »jeg håber ikke, det gør noget«. Det samme forhold kan i øvrigt iagttages i andre sprog, og også dér ses en tilsvarende stilistisk forskel mellem f.eks. engelsk »I don’t think so« og det mere formelle »I think not«. Den sidste sætning må forstås sådan, at resten af den underordnede sætning er udeladt: »I think (it is) not (the case that…)«.

Nu er de omtalte ord ikke de eneste udsagnsord, som betegner mentale processer. Det samme gør også bl.a. vide, indse, beklage, undskylde, forstå, tvivle på, erkende, glæde sig over. Men disse tillader ikke nægtelsen at skifte plads. Der er forskel på en sætning som »jeg beklager, at de ikke kan komme« og sætningen »jeg beklager ikke, at de kan komme«. Når man flytter nægtelsen, skifter det samlede udsagn betydning, og forklaringen skal findes i forskellen på de to grupper udsagnsord. Den sidste gruppe adskiller sig fra den første ved, at den har som forudsætning, at den underordnede sætning er sand. Den, der siger sætningen »Jeg beklager, at de ikke kan komme«, forudsætter som en kendsgerning, at de ikke kan komme – ud over at udtrykke sin beklagelse. Man kan med andre ord kun beklage noget, der rent faktisk er tilfældet. Man kalder den slags udtryk for faktive.

I modsætning hertil kaldes de førstnævnte udtryk for non-faktive. For dem gælder, at det er ukendt, om den underordnede sætning er sand eller ikke. Man kan derfor godt sige »Jeg troede, de kom« og derefter tilføje »men det gjorde de alligevel ikke«. Derimod er det meningsløst at sige »Jeg beklagede, at de kom, men det gjorde de alligevel ikke«.

Når sandhedsværdien af den underordnede sætning er ukendt, betyder det ikke noget, hvor nægtelsen står. Og det gælder for resten ikke kun ordet ikke, men også for en række andre biord af samme type, f.eks. stadigvæk, aldrig, bare, sagtens, absolut, alligevel, desværre. »Det lader desværre til, at det bliver regnvejr« betyder altså det samme som »Det lader til, at det desværre bliver regnvejr«.

For at vende tilbage til Bodil Larsens spørgsmål synes jeg, man må sige, at den sætning, der udløste spørgsmålet, er i orden, fordi vurdere tilhører gruppen af non-faktive udsagnsord, der tillader nægtelser og andre tilsvarende biord at optræde enten i den overordnede eller i den underordnede sætning. Når det er sagt, skal det medgives, at vurdere ikke er det mest karakteristiske ord for denne gruppe. En undersøgelse af sprogbrugen viser, at det er mest udbredt, at nægtelsen står i den underordnede sætning, i modsætning til hvad der gælder f.eks. tro. Grunden er formentlig, at vurdere er et ret formelt ord, og stilistisk taler det for, at nægtelsen står i den underordnede sætning, sådan som vi så tidligere. Det kan være det forhold, der har fået Bodil Larsen til at studse over sætningen.