Anmasende

Af Henrik Lorentzen, Politiken, 24. februar 2007

En læser i København skriver følgende: »På Det Kgl. Teater og oven i købet i en opførelse af Bunbury, der dog gerne skulle være præget af en vis sproglig elegance, hørte jeg i dag til min gru ordet ’anmassende’ af en af personerne, Cecily, blive udtalt ’anmasende’. Det ville glæde mig, hvis Sprogligt ville tage et opgør med denne udtale (og formentlig tilsvarende stavemåde) af ordet, som vist desværre er temmelig udbredt«.

Jo, det er rigtigt, at formen anmasende er ganske udbredt i både tale og skrift, men stavemåden er ikke i overensstemmelse med Retskrivningsordbogen, og den tilsvarende udtale (med langt a og med stød) regnes af mange for ukorrekt. Når anmasende er så forholdsvis udbredt, skyldes det nok, at man forbinder det med det velkendte udsagnsord mase, og det er vel også det, man gør, når man virker anmassende, maser sig på. På den måde får sprogbrugerne mening i det mærkelige ord, som i virkeligheden er afledt af det nu meget sjældne udtryk anmasse sig. Det betyder ‘tiltage sig noget, især uretmæssigt; trænge sig på’ og er lånt fra det tyske sich anmassen, der egentlig betyder ‘tilmåle sig’. Men det er ikke noget, som ret mange moderne danskere ved, hvorimod tilknytningen til mase giver mere mening.

Det er den samme mekanisme, der ligger bag former som undervisitetet (universitetet er jo et sted, hvor man underviser) og svampignon (en champignon er en slags svamp). Fagfolk kalder fænomenet folkeetymologi, en folkelig, men uvidenskabelig forklaring på et ords eller udtryks etymologi (oprindelse). I visse tilfælde bliver disse omtolkninger efterhånden til almindelig sprogbrug, som f.eks. i udtrykket der er ugler i mosen (oprindelig ulve i mosen) eller i det københavnske gadenavn Købmagergade (oprindelig Kødmangergade, dvs. ‘kødhandlernes gade’).