Sprogbrevet nr. 75

Find fem fejl

1. ” – til stor fortrydelse for hans søn beslutter han sig til – ” (TV-programoversigt 19/8).

2. “De vestlige allierede skulle have fly nok til at sætte magt under sine trusler” (TV-A 19/8).

3. ” – har der intet kommet frem om denne samtale” (TV-A 8/9).

4. “Der er dobbelt så mange end budgetteret til” (RA 15/9).

5. “Selskaberne er ikke dårlige til at sælge forsikringer, selv om man skulle tro det modsatte, når man ser, hvad der er sket” (RA 1/9).

Bagdele

En medarbejder spørger, om der er givet grønt lys for brugen af bagdele i betydningen ulemper. Nej, det er der ikke; forlemper vil heller ikke blive tålt. I Radio Fyn, der ulovligt skriver sig i ét ord: “RadioFyn” – står der ifølge brevet en genstand på højkant. Taberen troede, at man havde bøjet sig for den stadige sprogudvikling. Det har vi ikke i Sprogbrevet. Vi kalder en spade for en spade og en bagdel for en bagdel.

Lad blot vinderen få sin præmie, men slut jer ikke til de anarkistiske bevægelser i tiden. GiroBank, Ældre Sagen og andre uautoriserede sammensætninger pynter ikke i det ortografiske landskab.

Håbefuld

En seer, der som andre har et berettiget krav på anonymitet, og om hvem det derfor blot skal oplyses, at hun er kvinden bag bl.a. Matador og Kun en pige, gør opmærksom på et udbredt misbrug af ordet håbefuld. Ordet betyder lovende, og det må ikke bruges i betydningen ‘forventningsfuld’, fx om sportsfolk, der håber på en god placering. Medarbejderne bør skrive sig denne kritik bag øret.

Drosle ned

I TV-A 31/8 blev det oplyst, at “vicepræsidenten for øvrigt har neddroslet familietemaet i valgkampen”. Der er stadig seere, der ikke kender udtrykket, og der er mange, der ikke kan lide det. Stilistisk er det (endnu?) ikke helt stuerent.

Europa, Maastricht osv.

Jeg vil ikke anfægte det rimelige i, at TV-A 14/9 taler om et “ja eller nej til Maastricht”, selv om Maastricht rent faktisk er en by og ikke blot en aftale. Tidligere har jeg haft forståelse for, at man omtalte Camp David i betydningen ‘en bestemt aftale indgået i Camp David’. Enhver ved da også, hvad det drejer sig om, når man hører om forhandlinger mellem Moskva og Washington.

Men når det i TV-A 4/9 hedder, at “der er meget massiv modstand mod Europa her i London”, er jeg nok med på, at der tales om EF, men lavmælt skal det i fortrolig tale oplyses, at EF ikke er hele Europa.

Overskrifter

For nogle måneder siden gik TV-A over til at kopiere avisernes konventioner mht. overskrifter. I stedet for fx overskriften “udenrigsministeren er rejst til Sydafrika”, siger man “udenrigsministeren rejst til Sydafrika”. Og i stedet for nyheden “Birte Weiss blev genvalgt som næstformand i Socialdemokratiet” hedder det efter den nye praksis “Birte Weiss genvalgt som næstformand i Socialdemokratiet”. “Nødhjælp kommer frem”, oplyste man for nylig i TV-A. Det er kortere, men ikke bedre end “Der kommer nødhjælp frem”.

“Arne Falk Rønne er død, 71” lød det i RA her i sommer. Det er en unødigt studs måde at angive det på. “71 år gammel” er længere, men rigtigere.

Den nye knappe praksis skaber ikke forståelsesproblemer, men gør afviklingen mere hektisk. Måske ønsker man en raskere puls i TV-A; pauserne mellem indslagene bliver kortere, og specielt i begyndelsen af udsendelsen kan tempoet blive så højt, at værten snubler over sit materiale.

Spørgsmålet er, om man ikke skal tillade sig at give det betydningsfulde vægt – og lade det markere sig som vigtigt også i den mundtlige fremførelse. Avisoverskrifter er gennemgående ikke gode forbilleder for en public service-organisation som Statsradiofonien! Og så er de meget lidt mundtlige. Hvornår har man hørt rigtige mennesker sige til hinanden: “Svigermor på besøg næste søndag” eller “Letmælk i Irma udsolgt, skummetmælk indkøbt i stedet”?

Evnesvag mv.

En medarbejder spørger, om vi vil være med til at bekæmpe ordene åndssvag og evnesvag som betegnelse for psykisk udviklingshæmmede/hæmmede. Jeg synes, spørgsmålet er vanskeligt at besvare. Hvis et ord karakteriserer mennesker, der er dårligt stillede i samfundet, vil det ofte hurtigt få en negativ bibetydning. Det kan give anledning til indførelse af nye betegnelser. Åndssvag blev til evnesvag, evnesvag blev til (psykisk) udviklingshæmmet. Betegnelser for institutioner kan rammes på tilsvarende måde. Ebberødgaard blev til Svaneparken, sindssygehospitaler blev til statshospitaler osv.

Spørgsmålet er, om man skal prøve at formulere sig ud af problemet, eller om man skal fastholde, at der er tale om mennesker, der er bedst tjent ved, at man ikke lader de diskriminerende eller fortrængende kræfter løbe med ordene.

En anden minoritetsgruppe, de homoseksuelle mænd, har haft held til at erobre ordet bøsse, der tidligere blev brugt diskriminerende.

Skal de intolerante løbe med sproget, og skal man kaste sig ud i et langt stafetløb med stadige ordudskiftninger, eller skal man fastholde de etablerede gloser og forsøge at fjerne de negative biklange? Jeg anbefaler det sidste. For mig at se er evnesvag ikke nogen ringe glose, selv om de pågældende mennesker kan være rigt udstyrede på evner uden for de rent intellektuelle områder.

Synke og sænke

En lytter anholder med god grund flg.: “Han anbragte liget i en kuffert og tog den i en taxa ud til Damhussøen, hvor han sank den”. Han sænkede den naturligvis, og kufferten sank. Mange, specielt unge, har problemer med ligge/lægge; lægge kan efter reglerne efterfølges af et genstandsled, ligge kan ikke. Derfor lægger man blyanten på bordet, og når man han gjort det, ligger den der.

Med hensyn til hængte/hang har man imidlertid fået valgfrihed, når ordet ikke efterfølges af et genstandsled. Man kan enten sige ‘frakken hang på knagen’ eller ‘frakken hængte på knagen’. Men man skal bruge formen hængte, når der følger et genstandsled: ‘han hængte frakken på knagen’.

Virkelighed og fiktion

Der er skrevet bøger og afhandlinger om spændingen mellem disse begreber; det er ikke et anliggende, der kan behandles tilfredsstillende i Sprogbrevet. Men det virker stødende, når en udenrigspolitisk medarbejder i P1 (15/9) betjener sig af det ene teaterbillede efter det andet og kalder krigen i det tidligere Jugoslavien tragisk skuespil. Det er, med en anden kliché, blodig alvor og aldeles ikke en teaterforestilling. Af flere grunde er også udtryk som den europæiske scene og den politiske arena uheldige. Scenario er hverken tilgængeligt eller udholdeligt.

Klicheer

“TV-avisen er på banen igen kl. (-)” (TV-A 14/9). Åh, nej.

Mange er vist også på kvalmetærskelen, når det drejer sig om ordet turbulens (TV-A 14/9), og tage højde for (TV-A 14/9) er på samme måde slidt ned.

Klicheallergikere har det også svært med udtrykket set i bakspejlet (P1 15/9). Det bliver anderledes, men ikke klarere, hvis man bruger det tvivlsomme udtryk set i retrospekt. Nu bagefter er det måske lettere at se det…

John Danstrup

Sprogbrevet har ikke nogen rubrik med nekrologer; derfor er det ikke personen John Danstrup, der her skal karakteriseres, men hans sprogbehandling.

For mange seere og lyttere har John Danstrup været indbegrebet af sproglig klarhed, præcision og soberhed, den personificerede hæderlighed. Han var prægnant uden at ville træde i figur, han lod kendsgerningerne tale, men ledsagede dem med sine forsigtige vurderinger.

Der er altid mennesker bag nyhedsformidlingen; for John Danstrup var nyheden det centrale, og det var nok ikke helt i overensstemmelse med hans ønsker, at han med tiden blev alt andet end anonym. Alle med sans for sproglig parodi havde en overgang John Danstrup på repertoiret, men aldrig på nogen ondskabsfuld måde.

John Danstrup var mere end en stemme i tiden, han var en begavet formidler.

Kort

“Han vedkender dog, at…” (TV-A 19/8). Man kan vedkende sig noget, fx sine tidligere udtalelser. Men den, der omtaltes her, indrømmede noget, hvad der er noget andet.

For mange er det svært at bruge qua og via på den rigtige måde. Måske kan det være en trøst, at man kan klare sig ganske udmærket uden de to ord. I TV-A 7/9 blev det meddelt om en person, at han var blevet bortført via en Mercedes. Det er dårligt sprog.

“Den røde danske malkerace blev afløst af den spraglede”. Jeg skal ikke gøre mig klog på malkeracer, men mon der ikke var tale om de sortbrogede? (RA 5/9).

“Politikeren og pastoren Flemming Kofod-Svendsen” (P1 1/8). Nej, Kofod-Svendsen er præst, ikke pastor. Men præster har titlen pastor, som man bruger foran deres navn: pastor Svendsen, eller i tiltale: “Hvad mener De, hr. pastor?”

“Hvis det skyldes en virus, ville en behandling være alt nok” (RA 20/7). Er nok ikke nok? Ligger der overhovedet noget i alt?

Faktorernes orden er nok ligegyldig, men ordenes er det ikke. I TV-FA 16/8 berettedes der om, “hvad store danskere har taget sig til i udlandet”. Det er nok værd at beskæftige sig med. Men meningen var “hvad store danskere har taget til sig i udlandet”. Og det er noget andet.