Sprogbrevet nr. 67

Dansk og fremmed

“Korte mænd har større risiko for at få hjertesygdomme end lange mænd” (P1 13.11.). Det var et referat fra New York Herald Tribune, og kort kom igen mange gange på denne sære måde. Det engelske short skal som regel oversættes til kort, men det går ikke, når det drejer sig om menneskers højde. Her må det være lille (små). Det er ganske vist ikke helt tilfredsstillende, for man kvier sig lidt ved at sige lille om en korpulent person af ringe legemshøjde. Men kort om personer virker også aparte.

“David Duke … med svastika på ærmet” (RA 15.11.). Det er oversat – eller rettere, næsten ikke oversat – fra engelsk swastika. Ganske vist er svastika med i danske fremmedordbøger, men der er nok mange, der bedre forstår det, hvis man siger hagekors.

“Russiske forskere rejser nu til udlandet for at få arbejde og exploitere deres nuklearviden” (P1 2.12.1991). Det betyder såmænd, at de vil udnytte deres viden om kernekraft – og det kunne man jo bare have sagt.

I en udsendelse om et amerikansk museum hørte vi om en “resident artist, altså residerende kunstner” (P1 11.12.1991). At residere betyder ‘at bo’, men på nutidsdansk bruges det vel kun om fyrstelige personer. Så man burde have forklaret, at det her drejer sig om en kunstner med fast bopæl på museet. (En residerende kapellan er i vore dage noget andet, nemlig den præst, som står lige under sognepræsten.)

Udtale

En medarbejder gør opmærksom på, at DR’s programfolk formodentlig i løbet af kort tid bliver nødt til at sætte sig ind i udtalen af flere østeuropæiske navne, vel at mærke i udtaleformer, der respekterer det lokale sprogs udtaleforhold.

Den første tilkendegivelse kan vi tilslutte os, men det er ikke sikkert, at målet bør være at nå så langt som muligt i retning af udtaleformen i det pågældende land. Den gængse udtale af Lech Walesa er fx et udmærket kompromis: vaLÆNsa. Polsk er det ikke, lige så lidt som den gængse udtale af Paris er fransk – og af Berlin er tysk.

Medarbejderen gør opmærksom på, at Lodz udtales noget i retning af wudj. Det er rigtigt, at der er langt mellem dansk udlæsning og polsk udtale. Men de sproglige markedsmekanismer på dette område er nu ikke så tossede: Bruger vi et navn hyppigt, stabiliseres udtalen. Bruges det sjældent, vælger vi ofte en dansk læseudtale eller én, der er tæt på den lokale – i sidste tilfælde dog kun, hvis der herhjemme er et vist kendskab til det pågældende sprog. Vi siger som nævnt Paris på dansk, men Le Havre på tilstræbt fransk, London på dansk, men Harwich på tilstræbt engelsk, Wien på dansk, men Salzburg på tilstræbt tysk (som regel).

Polsk har ret få danskere kendskab til, og det er derfor ikke nærliggende uden videre at forsøge sig med en direkte import af polske udtalevaner.

Den amerikanske forfatter Eugen O’Neills fornavn blev i TVA 22.11.91 udtalt øjSJEN. Nu har vi haft djobs bog, æidem Oehlenschläger, dæjvid og djonnathan, martha Christensen (th i de to sidste navne udtalt på engelsk), djin djäk Rousseau og robbert Schumann og når navnet så endelig skal udtales på engelsk, får vi det på tysk! Det skulle selvfølgelig have været judjiin.

Navnet på den franske filosof Descartes skal udtales på fransk, altså deKART – og absolut ikke som det skrives! (P1 28.11.91).

Hvis man ikke vil bruge den tyske navneform Venedig, men den italienske Venezia, skal udtalen være venætsia; navnet må endelig ikke rime på magnesia (P1 8.12.91).

“Hertil kommer, hvad der uværgerligt kommer af forsinkelser” (RA 27.11.91). Nej, det hedder uvægerligt, og ordet skal udtales i nøje overensstemmelse med stavemåden.

Rat så trat

“Jeg kunne godt tænke mig at læse lidt refleksioner i sprogbrevet om den nye udtalestandard, DR er ved at cementere. Vi hører den i hvert fald hos mindst hver anden nyansat medarbejder – spec. på TVavisen”, skriver en medarbejder på P2.

“Det drejer sig om ændringen af udtalen af visse “e” og “æ” til et “a” i ord som presse, drejer, ret, frem osv. osv.”

Citatet er ordret, og iagttagelsen er rigtig, hvis man ser bort fra, at ordet drejer ikke rigtig passer i sammenhængen.

De fleste unge rigsmålstalende har en nyudviklet a-lyd i fx de ord, brevskriveren anfører nedenfor: “Han framsatte – fordi han var rat så trat og under rat kraftigt pras – en voldsom trussel”.

Sådan var det ikke før, nej. Men hos yngre danskere, også de rigsmålstalende, er ra simpelt hen den almindelige udtale. Og vi, der skelner mellem ret og rat, bliver en dag lige så interessante, som de gamle, der havde et lyst a i ord som far og Karen. Bare vent!

Udtalen ændrer sig. Her i Sprogbrevet accepterer vi ikke tilfældig sjusk eller udtaleformer, der passer dårligt til situationen. Men i det anførte tilfælde har vi med en generationsforskel at gøre. Udtalerne med a lå engang uden for rigsmålsnormen. Det gør de ikke mere blandt de yngre. Det er nok framtidens udtale.

Skindhoveder

De svenske skinheads omtaltes (RA 30.11.91) som kronragede. Middelalderens munke var kronragede, dvs. klippet skaldede oven på issen, men sådan at de havde en hårkrans hele vejen rundt; det er den, der giver kronen.

Skinheads er altså ikke kronragede, de er klippet skaldede, vil mange mene. Ordbøgerne oplyser imidlertid, at kronraget fra gammel tid også har betydningen ‘klippet eller barberet skaldet’. Det må vi vel så acceptere.

Find fem fejl

“Ukraine er den næststørste republik efter Rusland” (RA 30.11.91).

“Der skal gøres op med flere hjørnestene i det svenske system” (P1 2.12.91).

“Det nittende århundrede var lige rindet ud” (P1 12.12.91).

“Tre gange så mange indvandrere end vi har i dag” (TV-A 13.12.).

” – de fortidsledige – ” (RA 3.12.).

Stavning

Quizudsendelsen Bogstaveligtalt afvikles på en fornuftig måde. Men der kan opstå problemer. 3.12.1991 afviste dommeren først med god grund formen naren. Men senere fik han at vide, at dén form skulle accepteres. Det skulle den ikke. Men udtalen giver ingen vejledning.

Også i skærmteksterne med programoversigter kan der være stavefejl. Det hedder quizzen, ikke quizen (13.12).

Kort

På given foranledning (telefonisk opfordring fra DR-medarbejder 14.12.) skal vi gøre opmærksom på, at man ikke bør stille spørgsmålstegn til noget, men enten sætte spørgsmålstegn ved noget eller stille spørgsmål til nogen.

En medarbejder i RA talte om Rosenkjærprisens statuetter. Sådan nogle har den pris ikke; der henvises til Bodil-prisen. Men begge priser har statutter.

“…for at få økonomien til at løbe rundt” (RA 22.11.91).

“…og det skulle vist ligefrem være et kompliment” (TVA 10.11.). Kompliment er vistnok det eneste ord med endelsen –ment, som er fælleskøn. Det skal altså være en kompliment. Alle de andre er intetkøn, så det er ikke svært at forklare fejlens opståen: et reglement, et element, et avancement osv. (I cement er ment ingen endelse, og i konsument er endelsen –ent.)

Den 2.12.1991 havde Orientering på P1 et langt indslag på norsk – uden oversættelse. Godt! Kunne man ikke lidt hyppigere bidrage på denne måde til nordisk folkeopdragelse?

Hvis der er lyttere, der gør vrøvl og siger, at de ikke forstår norsk, så har de sikkert ret. Og netop derfor bør DR vænne folk til at høre norsk – og svensk.

“…i det tidligere Sovjetunion” (P1 2.12.1991). Union er fælleskøn, derfor i den tidligere Sovjetunion. Men Sovjetunionen er et navn, og navne behandles som intetkøn. Derfor i det tidligere Sovjetunionen. Ingen mellemløsninger!

På plads

Tidligere er omtalt på plads-misbruget i aktuel politik og journalistik. TVA satte i sidste måned trumf på ved at oplyse, at “SAS har problemer med at få sin spareplan til at falde på plads med personalet.” Det lyder næsten, som om personalet nægter at se den rette løsning på problemet. Havde man sagt, at personalet ikke ville makke ret, havde det også været skævt – men ikke mindre oplysende. Naturligvis skulle man fortælle, at SAS ikke kunne blive enig med personalet, eller at personalet ikke kunne tilslutte sig SAS’ planer. På plads mere end antyder, at der er én og kun én rigtig løsning på problemet.

Vi håber, læserne får julen på plads; den er jo snart overstået, som mange siger, selv om det er noget, de glæder sig til.

Human etc.

En medarbejder er desorienteret mht. brugen af en række ord med elementet human. Så uoverskueligt er det nu heller ikke! Man kan yde en humanitær indsats over for mennesker i nød. Man kan være beskæftiget inden for det humanistiske hovedområde med emner som sprog og litteratur. Man opfører sig humant, hvis man lever op til visse etiske minimumskrav.

Disse beslægtede ord forveksles undertiden. Medarbejdere i tvivl bør konsultere en ordbog.

Nytårsforsætter

Nu er vi på den årstid, da folk træffer skæbnesvangre beslutninger om deres livsførelse i den kommende tid. Det er det, man kalder nytårsforsætter. Læg mærke til, at der ikke er noget t efter for-: Det drejer sig jo om, at man sætter sig for, at man vil holde op med at ryge, at man aldrig mere vil køre for hurtigt, eller at man vil tabe mindst 10 kg.

Altså netop ikke noget med at fortsætte. Men man hører hvert nytår, at folk, der året igennem ikke kunne drømme om at udtale t‘et i fortsættelse, kræftforskning, flugtsikker, brystsvømning og magtkamp – de siger omhyggeligt og skrupforkert nytårsfortsæt!