Sprogbrevet nr. 62

Udtale

“En omstændig fremgangsmåde” (P1 18.5.91) skulle have været omstændelig. Indædt skal rime på ædt, ikke på klædt (TVA 16.5.91). Trofæ har trykket på sidste stavelse, ligesom pygmæ (TVA 13.5.91). Præmjærminister (TVA 14.5.91) er stadig ikke den rette udtale af premierminster; det skal jo være præmjéminister.

Og så hedder det en kollega med stenhårdt g; det er ikke godt med afsmitning fra kolleger (TVA 14.5.91), som kan udtales med “blødt g”. “…punkter diamentralt modsatte hinanden” (TV-FAKTA 20.5.91); det hedder diameter og derfor også diametral. Passagerer må være et meget svært ord at udtale; det skal helst ikke være passasérer (TVA 29.5.91), men passasjérer.

“Norden for lands lov” (Progr.læsn. 31.5.91): norden blev udtalt med stød, så det rimede på snoren eller jorden; men den rigtige udtale i forbindelsen norden for er uden stød: norden skal rime på sporen eller furoren.

I en omtale af SAS’ fremtid (RA 5.6.91) nævntes årstallet en og halvføms, og der blev anstillet betragtninger om hvordan det ville gå SAS i løbet af halvfømserne. Det er ikke første gang jeg har hørt udtalerne fømogtredve, fømten, føm hundrede osv., men det var første gang i DR. Skulle vi ikke prøve om vi kan forhale udviklingen lidt?

En personsag

Det kontor på Københavns Hovedbanegård som på dansk hedder Depotet for Fundne Sager hedder sammesteds på engelsk Kontoret for Tabte Sager (Lost Property Office); det skib som vi kalder Malmøbåden, kalder vi københavnerbåden hvis vi står ovre i Malmø – og Morgenstjernen og Aftenstjernen er præcis samme himmellegeme. Det hele kommer an på perspektivet.

Sådan også med mennesker. Man kan have brug for at omtale dem efter egenskaber eller funktioner som særlig skal fremhæves i en bestemt forbindelse. Et medmenneske som er genstand for undervisning, kaldes en elev; et medmenneske der er køber, betegnes som en kunde; og et medmenneske der lader sig transportere, omtaler vi som en passager.

På den måde kan vi så at sige reducere hinanden til nogle få relevante træk og funktioner: patient, læser, censor, debitor, forbipasserende, rekvirent osv. Forleden dag blev jeg i banken reduceret til endossenten, dvs. den der har skrevet sit navn bag på en check. Det var det eneste ved mig som optog dem i banken, de interesserede sig ikke for mig som menneske!

Et af de mest reducerende udtryk er person. Omtaler man mennesker som personer, er det i reglen fordi kun antallet har interesse, og det kan være særdeles praktisk: en elevator med plads til højst 8 personer, portionen er tilstrækkelig til 4 personer, 3 personer blev anholdt i forbindelse med demonstrationen.

Men jeg synes han har ret, den DR-medarbejder, som gør opmærksom på at vi har en tilbøjelighed til at bruge person i meddelelser, hvor det burde være mennesker. De der omkommer ved jordskælvskatastrofer, kommer til skade i trafikken eller rammes af luftvejssygdomme, det er ikke personer, men mennesker.

Person er et udpræget overbetjentord, rapportsprog, og når vi interesserer os for andet end tal og statistik, så hedder det mennesker.

Død og ulykker

“Han var trafikflyver indtil hans moders drab tvang ham ind i politik” (TVA 23.5.91). Det virker som om der står noget udenlandsk bag. Hans moders drab fortæller at hans mor har dræbt nogen. Det skulle have været drabet på hans mor (sikhernes drab på Indira Gandhi).

Vi er her inde på noget af det mest indviklede i dansk grammatik. Men ganske kort: En lille håndfuld voldsord er indrettet sådan at en s-form de er forbundet med, er deres grundled, mens genstandsleddet skal knyttes til med på: Brutus’ mord på Cæsar, tyskernes angreb på Danmark, svenskernes storm på København; tilsvarende med attak, overfald, massakre, attentat, snigløb o.fl.

Find fem fejl

1. Striden om hvem skal have lov til at skrive under på traktaten (RA 13.5.91).
2. Der er nogle grundlæggende principper der skal overvindes (i forb. m. dagpengeforhandlingerne) (RA 16.5.91).
3. …og der bliver temperaturer på mellem 13 til 17 grader (RA 19.5.91).
4. Den sovjetiske udrejsetilladelse er et håbefuldt tegn (TVA 20.5.91).
5. Drabet er udført af en kvinde der sprang sig selv og mindst 96 andre i luften (RA 28.5.91).

Udenlandsk

“Karl Otto Pöhl, direktør for Deutsches Bundesbank” (TVA 16.5.91). Skulle have været Deutsche Bundesbank. Når man er svag i tysk grammatik, havde det været en god idé at sige Den Tyske Forbundsbank.

Den 18. maj spillede man i morgenkoncerten et værk som i programslæsningen lige forud omtaltes som Michael Haydns tjimsi-messe. Det drejede sig nu ikke om et sensationelt nyfund af et gammelt partitur, men om den sædvanlige deperate griben til engelsk når man ser et ord man ikke kender. Det var såmænd Chiemsee, et stednavn i Bayern. Det udtales på tysk: kiimsee, med langt i og langt e.

Man kan selvfølgelig ikke forlange af nogen, selv ikke af DR-folk, at de skal kende alle sprog og alle verdens navne. Men det må høre med til jobbet at oparbejde en vis skepsis og mistænksomhed over for hvad man ved, og så benytte et opslagsværk. Det havde været nemt i dette tilfælde. – Men ret skal være ret: Michael blev ikke udtalt på engelsk.

“Pakistans præsident siger at Indien har mistet en distingveret leder” (RA 23.5.91). Det engelske distinguished betyder her ‘fremragende’; den danske betydning af distingveret, nemlig ‘fornem’, ‘stilfuld’, findes også på engelsk, men det var ikke meningen i denne forbindelse. “Det familiære drama har rystet inderne” (RA 22.5.91). Skulle have været familiedramaet el.lign.; familiær betyder på dansk ‘fortrolig’, evt. ‘lidt for fortrolig og påtrængende’.

Og så var der den norske forfatter kiilland (Progr.læsn. 5.6.91). Det viste sig såmænd at være Alexander Kielland (1849 – 1906) det drejede sig om. Den norske udtale er noget i retning af tjælland, med stumt d. Men navnet er i den grad indgået i dansk kulturtradition at vi udtaler det enten kælland eller kjælland.

Ministerpræsident

Mine kommentarer til brugen af ordet ministerpræsident i forrige Sprogbrev har givet et par reaktioner fra Radioavisen.

Det drejer sig altså om regeringschefen, “overministeren”. Nyheds- og aktualitetsafdelingen oplyser at den har en gammel og meget fast tradition for at bruge statsminister når det drejer sig om Norden, premierminister når det er Storbritannien og tidligere britiske kolonier, fx New Zealand; og ministerpræsident om resten, fx Polen og Portugal.

Jeg har i de seneste uger spurgt de fleste jeg har været i nærheden af om de kender disse ord. Min erfaring er at alle ved hvad en statsminister er, og man ved også at en premierminister er det samme. Derimod er der ikke mange der forbinder noget rigtigt med ordet ministerpræsident.

Det er meget upraktisk at vi har tre forskellige betegnelser for samme embede og funktion, men jeg bøjer mig for Radioavisens traditioner og foreslår at man følger denne løsning overalt. Det kan fx ikke være nødvendigt med konseilspræsident – det er forvirrende nok endda.

Og tænk altså på at de fleste sandsynligvis ikke er klar over at ministerpræsident er det samme som statsminister. Der er brug for et diskret tip nu og da.

Parlamenterne betegner vi, uden dog at være konsekvente, nogenlunde i overensstemmelse med de enkelte stater: Folketinget, Riksdagen, Stortinget, Altinget, Parlamentet, Nationalforsamlingen, Knesset osv. Men det er noget andet, for her har vi at gøre med navne.

Kort

“Hermed sættes det foreløbig seneste punktum for forhandlingerne” (RA 14.5.91). Der var den igen: DR forsøger at gennemføre, fornuftigt og næsten som den eneste institution i landet, en skelnen mellem den seneste, dvs. den sidste indtil videre, og den sidste, dvs. den sidste overhovedet. Men hvis det bare betyder at man siger seneste hvor andre siger sidste, så er der jo ikke opnået noget.

“10.000 mennesker protesterede mod enevældet” (TVA 12.5.91.). Min gæst for op af stolen: “Ved de nu heller ikke at det hedder enevælden, det blir da osse…” Vi har papirvældet, professorvældet, præstevældet, gangstervældet, pampervældet osv., altsammen intetkøn, så der er ikke noget mærkeligt ved at det danske folk efterhånden fandt enevældet ganske naturligt. Men der er altså stadig dem der bliver balstyrige over det – også selvom Retskrivningsordbogen siger god for enevældet.

Udtrykket lytte på noget har jeg hidtil anset for krukkeri eller hjælpeløs svenskpåvirkning. Men så hørte jeg i P1’s programlæsning (19.5.91): “Det er så hvad De kan lytte på her i Program 1. Og vi kan lige nå at lytte til ugens fugl…” Er det mon en spirende sproglig nyhed? Vil vore efterkommere lytte på noget menneskeskabt, fx musik og tale, men lytte til fuglesang, bølgeslag, stormens brag? Man kan aldrig vide …

“Ifølge kontoret er resultatet 70 gange dårligere end i Japan” (RA 26.5.91). Uden tvivl en korrekt og vigtig oplysning, men meget sært udtrykt. Hvad vil det egentlig sige at noget er 70 gange dårligere end noget andet? Så hellere, som i TVA 26.5.91: “Til sammenligning får japanerne 70 gange mere ud af deres forskning.”

“Skolerne skal afsætte flere timer til danskundervisning for at imødekomme den stigende analfabetisme” (RA 11.6.91). Skulle naturligvis have været imødegå. Man imødegår argumenter, forurening, dårlig hygiejne osv., og det betyder ‘hindre, begrænse, afværge’. Imødekomme betyder nærmest det modsatte, nemlig ‘fremme, opfylde, gå med til’: man kan imødekomme et ønske, fonden har imødekommet min ansøgning, og vi kan ikke imødekomme dette urimelige krav; og man kan have et imødekommende væsen eller give et imødekommende svar. At imødekomme analfabetismen er således at hjælpe til med rigtig at sætte skub i den.

Jo, det ser faktisk ud til at der er brug for flere dansktimer…