Sprogbrev nr. 21

Stærke ord

Valgkampen er slut – eller måske ligefrem overstået, som I så tit siger, og det kan være rimeligt at se på enkelte af de ord, der knytter sig til politiske modsætningsforhold. Store dele af den trykte presse bruger stærke gloser og kan let styrke mange menneskers opfattelse af politik som bestemt af personlige modsætningsforhold. Gennemgående holder radio og tv sig på måtten, og man er naturligvis i sin gode ret til at citere politikerne ordret, som det fx skete, da en socialdemokrat talte om “voldtægt mod gruppen” (TVA 14/9) og en anden om at “røvrende gruppen”. På den baggrund virker det næsten klinisk stilfærdigt, når RA og TVA taler om “Socialdemokratiets interne slagsmål” og “det interne skænderi i Socialdemokratiet”.

Alligevel skal man nok søge at begrænse det dramatiske billedsprog, selv når det kan være fristende at provokere en politiker til at lægge forbeholdene til side og komme til sagen. Svend Auken havde fremsat en stærk udtalelse om grundlaget for den nye regeringsdannelse. Men intervieweren var alligevel ikke tilfreds, han ville have en slagkraftig udgang på sin samtale og spurgte til sidst: “Er dette her et politisk kup?” Store ord i september! Men Auken gjorde dem ikke til sine.

En venstremand blev ikke genvalgt til en betroet post. Det blev i radioen til, at han var blevet fyret; tv nøjedes med at meddele, at han var blevet “sat fra sin post”, men er det helt det samme som ikke at blive genvalgt?

I øvrigt er det ikke kun den politiske journalistik, der har det med at skrue lige lovlig højt op for blusset. Flere og flere samtaler i kultur- og underholdningsudsendelser iscenesættes som dueller; mellemdistanceraketter skrottes i nogle nyhedsudsendelser, medens de blot fjernes og ødelægges i andre.

Svære ord

Flere af jer har udviklet en kvik og raffineret måde at forklare de svære ord på: lynhurtigt og uden skolemestertone følges det svære ord op af en anskuelig udlægning. “Glasnost, åbenhedspolitikken …” (RA 18/9), “Image, udtrykket udadtil” (TVA 18/9). Men der er også en pæn høst af tvivlsomme eksempler. Hvorfor to gange tale om det attraktive landskab omkring Tuse Næs, hvorfor kalde et område understruktureret, hvorfor spørge en politiker, om han vil line op til endnu en skattereform (TVA 10/9), og hvorfor i en underholdningsudsendelse beklage den konfusion, der opstod sidste gang (15/9)?

Problematisk på en anden led er brugen af udtrykket tage konsekvensen af. Det blev anvendt, da det norske høyrepartis leder valgte at gå af efter et dårligt valgresultat. Bruger man udtrykket i bestemt form, gør man det til en naturlig følge af et nederlag. Men der er jo blot tale om én ud af mange mulige reaktioner.

Klicheer

Flere og flere, der ikke handler spontant, siges at gå i tænkeboks. Det forekommer mig, at udtrykket er ved at blive slidt op, ligesom lægge låg på. Dét er ganske vist noget nyere, men det er blevet brugt så hidsigt, at det er ved at blive klægt. Man lægger låg på drøftelser, forhandlinger, intern strid, kursernes himmelflugt etc. Hvorfor ikke også lægge låg på udtrykket selv?

I samme TVA-indslag (10/9) lykkedes det samme politiker på én gang at tage roret og tage tøjlerne. Og så minder jeg helt rutinemæssigt om udtrykket dreje sig om. Det findes stadig i det danske sprog, og I er velkomne til at bruge det, selv om 9 ud af 10 journalister foretrækker handle om. I tiden fremover er heldigvis på retur, men hen ad vejen lever i bedste velgående.

Et bogstav ad gangen

I TVA har man skabt visuel variation ved at lade nøgleord fra spidsnyhederne rulle hen over skærmen bogstav for bogstav. Det er decideret læseruvenligt! Gode læsere irriteres over, at de ikke straks får mulighed for at genkende et helt ordbillede, og svage læsere får endnu sværere ved at skabe en syntese af bogstaverne. Jeg har konsulteret en læseforsker, der ikke er i tvivl om, at denne nydannelse skaber problemer for mange.

Tekstning af norsk

Nordister foretrækker, at man helt undlader at tekste indlæg på svensk og norsk. Nabosprogsforståelsen bliver bedre af det, men naturligvis kun på langt sigt. Vi ved, at danskerne er langt bedre til at forstå svensk, end svenskerne er til at forstå dansk. Det kunne der tales længe om … Og vi ved, at norsk bokmål er forholdsvis let at forstå for danskere, hvilket ikke kan undre, efter som det som grundlag har dansk skriftsprog. Men norsk bokmål er mange ting, variationsbredden langt større end i dansk rigsmål, og mange danskere vil have svært ved at forstå visse former for norsk bokmål. Tekstning kan være en støtte. Men andre former for tydeligt udtalt norsk bokmål er meget lettilgængelige for danskere. Sådan et eksempel havde vi 15/9 i forbindelse med en reportage i TVA om en norsk-sovjetisk konfrontation i luftrummet. Her kunne man have undladt tekstning, og jeg foreslår, at redaktionerne fra gang til gang tager stilling til spørgsmålet om tekstning – med mindre man da helt generelt vil prøve at lære danskerne de andre skandinaviske sprog og er parat til at tage de protester, der vil komme fra lytterne i en overgangsperiode.

Herostratisk

En medarbejder har spurgt, om det kan være rigtigt at bruge dette ord om mennesker, der er blevet så berømte, at der har dannet sig myter om dem, uanset om det er for det gode eller ej. Nej, det kan det ikke. Medarbejderen har vedlagt et citat fra Politiken, hvori der står “… herostratisk berømte dirigenter som Wilhelm Furtwängler …”. Vi er enige om, at ordet er brugt forkert. Hvis man ikke kan klare sig uden, bør man kun bruge ordet i forbindelse med berømmelse vundet ved en udåd, en dadelværdig handling eller lignende, som der står i Ordbog over det Danske Sprog.

Olympiade/Olympiske Lege

Medens vi ovenfor traf et valg, der var i overensstemmelse med den klassiske tradition, skal vi nu se, at dette princip ikke kan anbefales i alle tilfælde. Lad os først slå fast, at herostratisk kun kendes af et mindretal, hvorimod hvem som helst kender til olympiader og olympiske lege. Og med disse sidste udtryk er det ganske enkelt gået således, at de af langt de fleste mennesker bruges synonymt. “Hun skal til olympiaden” betyder helt det samme som “Hun skal til de olympiske lege” (p.s.: olympiske lege kan også skrives med stort). Der er ingen grund til at anfægte denne sprogbrug (eller dette sprogbrug) med en henvisning til de oprindelige betydningsforhold, ifølge hvilke olympiaden var et tidsrum af fire år, mellem afholdelsen af de olympiske lege. Det vil være håbløst at prøve at vænne befolkningen til fx at kalde 1987 for et olympiadeår, og ingen vil bemærke det, hvis man konsekvent nøjes med at kalde OL de olympiske lege og holder sig fra udtrykket olympiade i den forbindelse. Men spildt møje vil det være, og den nye sprogbrug er slet ikke så ny igen. Den har adskillige årtier bag sig.

Hvis man i øvrigt førte alle ord tilbage til deres tidligere betydning eller til deres oprindelse, ville sproget hverken være til at kende eller at bruge.

Sabotage

Et eksempel på dét har vi i ordet sabotage. Vi har det fra fransk, hvor det har gennemgået nogle betydningsudviklinger fra ‘at trampe med træsko’ (sabotage kan stadig i fransk betyde ‘træskomageri’) via ‘ødelægge med træskotrampen’ og ‘arbejde skødesløst’ til ‘gøre skade med hensigt’. Radioens Nyheds- og aktualitetsafdeling har sendt os et brev om brugen af dette ord i moderne dansk.

Skal man reservere ordet til handlinger, der har med politik og faglig kamp at gøre, eller kan man også bruge det om mere tilfældige obstruktioner og ødelæggelser? Efter min opfattelse kan ordet udmærket bruges fx i forbindelse med de trusler mod DSB (sten i sporskifte mv.), der gav anledning til spørgsmålet. Der ligger ikke i ordet eller i dets oprindelse nogen binding til mere systematisk organiseret politisk kamp. Det er vel snarere i manges bevidsthed knyttet til aktiviteter, som grupper i modstandskampen lokalt gennemførte mere eller mindre på egen hånd, og i overført betydning har det en solid tradition i udtryk som “at sabotere en forhandling”. Man fører altså ikke sproget på nye afveje ved at bruge det om de begivenheder, der fandt sted i de “varme” sommerdage. I øvrigt var det opmuntrende at få et brev, der viser, hvor omhyggeligt og ansvarsbevidst der rundt omkring kan arbejdes med det sproglige udtryk.

Stil

Mange korrespondenter behersker den mundtlige beretning, men det papirknitrende skriftsprog kan røbe sig i en formulering som “i rådet sidder repræsentanter for både militæret, forretningsverdenen og kirken” (TVA 10/9). Efter “sidder” ville et “der” have gjort stilen mere mundtlig. – Udtalen med blødt d i “4 år ad gangen” (TVA 15/9) og med hørbart “hårdt” d i “gør det umuligt at konkurrere” (TVA 13/9) er heller ikke ligefrem naturlig i talesprog.

Jeg ville ikke efter et indslag om supermagternes udenrigsministre have brugt udtrykket “de to herrer”. Langt hellere “de to ministre/politikere”. – Er det heldigt at sige “En kvindebølge har raseret den socialdemokratiske folketingsgruppe?” (TVA 10/9)? Jeg synes, det vil være smart uden at være det, ligesom den “fikse” overgang i Orientering: “Taget er ikke det eneste sted, der findes huller. Det gør der også i ozonlaget.” Og hvad skal man sige til en passage som denne: “Det er faktisk medierne, der tematiserer den hér valgkamp” (TVA 7/9)? Den er hverken let eller elegant.

Redaktionelt: Time share

Erik Hansen og jeg betjener jer på skift et halvt år ad gangen. Indtil 1/2-1988 fungerer Jørn Lund som aktiv lytter og seer …