Navne
Til sidste Sprogbrevs advarsel om engelske navne med th (Thomson, Themsen) bør vi føje det ret almindelige navn Anthony, skriver en DR-medarbejder. Det er rigtigt: Anthony udtales trods skrivemåden med et ganske almindeligt t.
Men der er også problemer med danske navne. Det er i de sidste par år blevet ret almindeligt – også i DR – at udtale Petersen og Pedersen som Peddersen! De fleste bærere af navnet finder denne udtale meget stødende og nærmest parodierende, og det skal man tage hensyn til.
Man kan gøre forskel mellem de to navne ved at udtale Pedersen med blødt d og langt e, som i nede, og Petersen med hårdt d eller t. Det er den gammeldags og bedste løsning. Den anden mulighed er at udtale begge navne som Petersen.
Men Peddersen hører kun hjemme i Storm P.-oplæsninger!
Skyld og ansvar
Skylden
Arkitekt Henry Voss, Fragariavej 7, Hellerup, skriver bl.a.:
Hver gang en fanatikerbombe springer et sted i verden, hører man, at en eller anden (og ofte den samme) gruppe har påtaget sig ansvaret.
Det er forkert. De kan højst have påtaget sig skylden.Der er stor forskel. Hvis man påtager sig ansvaret betyder det, at man er indstillet på at erstatte de forvoldte skade, liv, lemmer og bygningsdele – – og det har jeg svært ved at erindre, at nogen gruppe har gjort.
Skylden, derimod, kan man påtage sig uden noget ansvar, men tværtimod med den klare hensigt at rende fra det.
Jeg ved ikke, hvilket sprog de anonyme terrorister anvender, men oversættelsen står pressen for.
Det ville mindske sprogforbistringen og klare begreberne om de oversatte til et ord med den rette betydning.
Det kan ikke siges klarere end i dette læserbrev i Politiken fra 26. juli 1985.
Der er altså ikke tale om ansvar i disse situationer, måske til nød skyld. Men som en medarbejder ved udsendelsesredaktionen skriver til mig, drejer det sig jo som regel bare om at der er nogen der ringer og siger at det er dem der har gjort det. Og sådan kunne man så bare formulere det.
I radioavisen 8.7.85 blev der sagt tage skylden for. Men ellers er det stadig tage ansvaret for man hører.
Bogstavelig talt
Hvordan skal man udtale bogstavord som IBM og CIA? Skal det være ajbiæm og siajæj eller på almindelig dansk?
Det skal være på dansk. For det første gør det det lettere for lyttere og seere at genkende samme bogstavkombination i tale og i skrift. For det andet er det jo kun ved de engelske forkortelser man bruger den udenlandske udtale: UPI, FBI, BBC – og det ikke engang konsekvent: USA og aids er der ingen der bogstaverer på engelsk. Så snart vi er uden for det engelske sprogområde, er det alligevel kun den danske udtale der bruges: CDU, PLO, DDR, USSR, FDP, SED, SJ.
De og dem
Der er både i tale og skrift en del kaos mht. formerne de og dem. Hedder det besked til de der var her i går, eller skal det være dem? Og er dem rigtigt i man vil prøve at hjælpe dem der har mest brug for støtte? Alle er i tvivl, og det er de man kalder sikre sprogbrugere også. Skulle det have været dem?
Problemet kommer af at vi står midt i en sproghistorisk udvikling fra ét princip til et andet mht. valg af de og dem.
Når nogen beder om hjælp og vejledning i de/dem-spørgsmålet, er det vistnok altid fordi de vil kende reglen der giver den gammeldags, korrekte sprogbrug. Og denne regel er heldigvis meget nem: de bruges som grundled (subjekt), dem bruges til alt andet. Men man behøver såmænd slet ikke tænke grammatisk for at klare problemet i praksis.
Sagen er at vi aldrig er i tvivl når de og dem står alene. Problemet kommer når der er noget mere med: de/dem derovre, de/dem fra Roskilde, de/dem der var her i går, de/dem vi har skrevet til.
Den traditionelle korrekthedsregel siger at valget mellem de og dem overhovedet ikke har noget at gøre med om ordene står alene eller ej. Det vil jo sige at man bare fjerner tilføjelsen og indpakningen, vælger sin form og sætter tilføjelsen på igen. Sådan:
- vi skal give besked til de/dem der var her i går →
- vi skal give besked til dem →
- vi skal give besked til dem der var her i går
På samme måde:
- derefter vil de (fra Centrumsdemokraterne) fremsætte et forslag
- dem (som vi har skrevet til allerede), behøver vi ikke give besked
- dette har vi ærlig talt mere forstand på end de (der har studeret i mange år)
- vi er stadig lidt i tvivl, og det er de (man kalder sikre sprogbrugere) også
- dette er imidlertid kun et problem for dem (der har for mange penge)
- derfor vil de (der er blevet udtaget til forsøget) blive fritaget for en del af deres daglige arbejde
- det mener de (der har fremsat forslaget) i hvert fald.
Det er ikke svært. Kunsten består egentlig kun i at komme i tvivl.
Transmission
En tv-medarbejder vil gerne have mig som forbundsfælle når det gælder brugen af ordene transmittere og transmission. Han synes det er forkert at sige “senere i aften transmitterer vi fodboldkampen mellem Danmark og Sovjet”, når det kun drejer sig om at sende forskudt.
Det er en underlig omvendt fornemmelse at få sådan et spørgsmål. Normalt ville sprogfolk henvende sig til radiofolk hvis betydningen af et ord fra det område skulle bestemmes.
Men OK. Ordet transmission stammer fra latin, hvor det betyder “oversende”. I 1920’erne kunne det bruges om det enkle at sende direkte fra radiostationen, altså i betydningen “sende” slet og ret. Men ordet har hurtigt fået betydningen “sende fra et sted som ikke er et studie på radio- eller tv-stationen”. Den typiske transmission er højmessen, en fodboldlandskamp eller Folketingets åbning. Men det skal være direkte udsendelse. En fodboldkamp på bånd eller et interview fra i går med en kommuneingeniør fra Aalborg er ikke transmissioner.
Sådan opfatter vi ikke-fagfolk ordene transmission og transmittere.
Kort
“Man er bange for at bomberne sprænger, når de bliver flyttet” (TVA 19.9.85). Nej, bomben springer (sprang – er sprunget), men sprængningseksperterne sprænger (sprængte – har sprængt) bomberne.
“Det var tæt på at lykkedes” (RA 1.10.85). Nej, der var tæt på at lykkes. En ganske almindelig fejl. Ordet bøjes sådan: at lykkes (nu skal det lykkes) – det lykkes – det lykkedes – det er lykkedes.
“Desuden blev det militære hovedkvarter også ødelagt” (TVA 1.10.85). Har man sagt desuden, kan man spare sig også!
Spisefisk: det er meget glædeligt at dette ord nu næsten har afløst konsumfisk i DR.
“Medarbejderne er headhuntede til formålet” (TVA 25.8.85). Det er urimeligt at bruge dette engelske ord, hvis man mener det alvorligt med sine lyttere eller seere. I det mindste må man prøve at forklare eller definere det: “.. dvs. omhyggeligt udvalgt af professionelle talentsøgere”. Eller lignende.
“De to mænd splittede op efter attentatet” (RA 17.9.85). Split up hedder på dansk skilles (skiltes). Brug en ordbog næste gang det kniber!
Så er der babysælerne. Det er også engelsk. Eller rettere: det er en forkert oversættelse af baby seal, som bare betyder “sælunge”. Og det er det de bør hedde: sælunger. Debatten om sælskindene bliver ikke mere saglig ved at man bruger den slags sentimentale ord. Ellers skulle man jo også til at tale om slagteriernes massedrab på uskyldige babykøer og babyhøns.
“Rumfærgen har en keramikbelægning, som sikrer den mod ikke at bryde i brand” (TVA 26.8.85) Det er ikke så sjældent man hører et ikke for meget i forbindelse med sikre mod, forhindre, afholde fra, umuliggøre, forebygge osv.
Sprogbrevet, der udkom månedligt i perioden september 1985 til august 1995, var Danmarks Radios blad indeholdende sproglige iagttagelser gjort blandt DR’s forskellige programmer mv. Brevet blev skrevet af Erik Hansen og Jørn Lund og udgivet af DR’s Personalekursus/DR’s Uddannelsescenter/TV-Udviklingsafdelingen og DR-forlaget.