Af seniorforsker Eva Skafte Jensen, Jyllands-Posten, 22. november 2014
For et par år siden fik jeg en sms fra min datters spillelærer hvor der stod »husk d r 24 ik 18«. Jeg studsede noget. Ikke fordi jeg ikke kunne forstå hvad der stod, men fordi jeg egentlig syntes det var frygtelig gammeldags at skrive sådan. Da man kun havde plads til 160 anslag i en sms, var hvert eneste et yderst vigtigt, og der udviklede sig et nuanceret skriftsprog til lige netop den slags skriftlighed. Mange forkortelser (GG for griner godt), mange rebusagtige skrivemåder (2tal for total, d for det, r for er, sq for sgu), og vældig mange uautoriserede kortformer af almindelige ord (os for også, tar for tager, ku for kunne). Foruden begrænsningen på de 160 anslag havde det også betydning at det fysisk var en udfordring at skrive en sms; man tastede og tastede på telefonens lille titalstastatur som jo egentlig især var beregnet til at taste numre på. Der var altså gode grunde til at udtrykke sig i korthed, og det så en overgang ud til at Poul Henningsen måske langt om længe kunne få sit ønske opfyldt, nemlig at det blev upåfaldende at skrive tar i stedet for tager, ku i stedet for kunne, bli i stedet for blive osv. Mange – børn og voksne, veluddannede og knap så uddannede, provoer og diplomatisk sindede – brugte faktisk kortformerne når de skrev sms’er. Det blev næsten anset for at være demonstrativt pedantisk at skrive samtlige bogstaver i ikke (ikk, ik, eg), i have (ha), og lignende. Men så udviklede teknologien sig. Begrænsningen på 160 anslag er for længst væk, og med de nyeste telefoner følger et fuldt tastatur med alle bogstaver. Desuden er de lidt for hjælpsomme stavekontroller nu væk. I stedet får man på mange telefoner forslag til hvilke ord man kunne tænkes at ville skrive, og af dem kan man så let vælge et passende. I disse nye telefoner er ord som have, kunne, bliver, m. m. skrevet helt ud, og det kræver en aktiv indsats at insistere på kortformerne. Så PH’s gamle vision har ikke så meget medvind som for ti år siden.