Af seniorforsker Ole Ravnholt, Jyllands-Posten, 23. februar 2013
Når vi taler, viser sætningsmelodien og fordelingen af tryk hvor grænserne for sætninger og sætningsdele går, og hvordan de hænger sammen.
Når vi skriver, sætter vi kommaer og andre tegn for at vise det samme – altså ikke bare fordi reglerne nu er som de er.
Det gælder generelt, men det er meget tydeligt i reglen om at sætte komma for at undgå misforståelser (§ 51 i retskrivningsreglerne).
Der er som bekendt forskel på “Benådes, ikke henrettes” og “Benådes ikke, henrettes”, og her kan misforståelser være fatale.
Paragraffen fraråder derfor at man løser flertydigheder ved hjælp af kommaer.
Det går alt for nemt galt, og derfor bør man skrive om.
Der er også forskel på “Husk først, at tjekke ud når du slutter din rejse” og “Husk, først at tjekke ud når du slutter din rejse”.
Det er ikke en fatal forskel, men man burde kunne høre den.
Den stemme der forklarer passagererne i regionaltoget hvordan rejsekortet skal bruges, siger: »Husk FØRST, at tjekke ud når du slutter din rejse«. Trykket viser, sammen med fraseringen i det hele taget, at “først” hører til “husk”, ikke til “tjekke ud”, og det betyder at hvis man vil sætte et entydiggørende komma, så skal det stå efter “først”.
Betydningen bliver så: »Husk allerførst at du skal tjekke ud når du slutter din rejse«, og det kan jo ikke være meningen.
Så rådet om ikke at lade betydningen afhænge af et komma – eller et tryk der kan havne et forkert sted – gælder også her.
Med andre ord er det bedre at skrive om.
I S-toget hører man den samme stemme, men med en lidt anderledes formulering: »Husk at du først skal tjekke ud når du slutter din rejse«. Det er lidt længere, men meget bedre, for det må være det der er meningen, og her er meningen formuleret så den ikke kan misforstås.