Af Sabine Kirchmeier direktør i Dansk Sprognævn
For nylig spurgte en radiovært om forskellen på at prale og at blære sig. Prale har vi lånt fra middelnedertysk på et tidspunkt mellem 1200 og 1600. Det betegnede noget der fremstod stærkt iøjefaldende i glans og pragt. I dag bruges det om at vigte sig eller rose sig selv på en overdreven eller upassende måde. Der findes mange sammensætninger med ordet, fx pralelyst, pralemajor, pralhans og pralesyg.
Blære kender vi fra gammeldansk, ca. 800-1300, så det har været i dansk i betydelig længere tid. Blære er beslægtet med blæse, dvs. man puster sig op og er opblæst. Man kan ikke tale om blærelyst, blæremajor, blærehans og blæresyg, men vi har ord som blæret og blærerøv.
De to ord indgår ifølge ordbøgerne i forskellige grammatiske konstruktioner, så man kan typisk prale af noget over for nogen, og man kan blære sig med noget. Men man hører også prale med og blære sig af og over for, så de bruges ret ens.
Den egentlige forskel mellem de to ord er, som man nok vil have gættet, stilistisk. Prale kan bruges i alle situationer – både i det almene talesprog og i skriftsproget, mens blære sig hører til i det mere uformelle talesprog. Det kan man tydeligt mærke når man skifter ordene ud i sammenhæng. Mange, især ældre, vil synes at der er klar forskel på at sige: Han gik og pralede med sit 12-tal, og han gik og blærede sig med sit 12-tal. Nogle vil formentlig helt prøve at undgå at bruge blære sig fordi det signalerer lav stil. Det er dog ikke ensbetydende at man ikke også kan finde udtrykket blære sig hos store danske digtere.
Således skrev allerede Oehlenschläger i en af sine romaner om det nydelige Shawl, hun gik og blærede sig med. Og Blicher rimede: De maa ei saa høflig være.. Nei, man maa sig altid blære, Naar blot rig man er.
Det tyder på at opfattelsen af blære sig som lav stil først er kommet til senere.
I dag er den stilistiske forskel meget tydelig, og skønt blære sig således har været brugt af både Blicher og Oehlenschläger, vil vi næppe komme til at høre det i dronningens nytårstale.
Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken “Sproget” er blevet bragt i Jyllands-Posten siden juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Dansk Sprognævn.