Af informationsmedarbejder Jørgen Nørby Jensen, Jyllands-Posten, 16. december 2008
»Vil du da have norske tilstande?!« Bemærkningen faldt ved en sammenkomst jeg deltog i for nylig. Jeg var kommet til at indrømme at jeg ud fra et pædagogisk synspunkt syntes det ville være ganske fornuftigt at tillade mere lydrette stavemåder af ord som tradition, invasion og diskussion. Og den slags ytrer man jo ikke uimodsagt i al offentlighed. Ganske vist holder danskerne meget af Norge. Mange ynder at tage på skiferie der, og nordmændene har vist også generelt et ganske godt ry i Danmark.
Men deres retskrivning – den kan vi ikke lide! Sandt er det jo at man i Norge raskvæk skriver fx tradisjon, inskripsjon, konklusjon, diskusjon, aggresjon, divisjon, redaksjon osv., og det er der vist ikke nogen der har noget imod – i Norge, altså. I Danmark forholder det sig noget anderledes. Den endelse der udtales “sjon” og altså skrives sådan på norsk – kan nemlig på dansk skrives på hele tre måder, nemlig som “tion” (fx tradition), “sion” (fx refleksion) eller “ssion” (fx depression).
Om man skal brugen den ene, den anden eller den tredje form, er svært at give klare regler for, for det afhænger dels af de latinske bøjningsformer der har dannet grundlag for afledningen af ordet, dels af om ordet er lånt direkte fra latin eller via et andet sprog. Når refleksion fx skrives på den anførte måde, skyldes det at ordet er dannet til reflexum (afledt af reflectere ‘bøje tilbage’). Hvis formen derimod havde været reflectum, ville reflektion have været den form der svarede til den latinske. Og når diskussion skrives som det gør, er det fordi det er dannet til discussio (afledt af discutere). Men den type etymologisk viden går de færreste sprogbrugere jo rundt med, og da de fleste ord af de beskrevne typer ender på -tion, støder man jævnligt på stavefejl som diskution og reflektion.
Ved at tillade skrivemåder som diskusjon, tradisjon, refleksjon, generasjon, versjon osv. ville man komme en lang række stavefejl til livs, man ville bringe en del af retskrivningen i bedre overensstemmelse med den almindelige udtale, og man ville spare sprogbrugerne for at skulle spekulere på om der nu skal skrives “-tion”, “-sion” eller “-ssion”. Reglen kunne formuleres ganske enkelt: Skriv -sjon når det udtales -sjon! En sådan retskrivningsændring ville dog støde på stor modstand. Den generelle holdning i Danmark synes at være at det ikke skal være for let at stave ordene på den rigtige måde: Hvis man selv møjsommeligt har måttet tilegne sig ulogiske og usystematiske stavemåder, så skal den opvoksende generation den ondelyneme ikke have det nemmere! Og lydrette skrivemåder nyder generelt ikke stor prestige. Modstanden gælder både over for kortformer som fx blir og tar (for bliver og tager) og over for fordanskede skrivemåder af fremmedord.
Former som handig og sportig, der blev indført som sideformer til handy og sporty med Retskrivningsordbogen i 1986, slog eksempelvis aldrig an og forsvandt fra officiel dansk retskrivning igen i 2001. Og så har jeg ikke engang nævnt majonæse! Af samme grund ville Sprognævnet da også have meget svært ved at komme igennem med at foreslå stavemåder som de ovenstående. Der ville nok udbryde – nå ja – revolusjon.