Af seniorforsker Eva Skafte Jensen, Jyllands-Posten, 27. juni 2015
For nylig fik jeg en meget fin sms fra en af mine venner.
Den var formfuldendt med hensyn til stavning og tegnsætning. Lige bortset fra på et enkelt punkt. Det allersidste punktum var ikke med.
Det sker tit at der ikke er punktummer i de sms’er jeg modtager. Ofte får jeg sms’er hvor der ikke står andet end “Ok” eller “Ja” – uden punktum, og det er vel ikke så underligt efter så kort en besked.
Nogle af dem der skriver til mig, bruger flittigt tegn som tøveprikker, tankestreger, udråbstegn og spørgsmålstegn som særlige ekspressive og kommunikative midler.
Andre sætter ikke tegn overhovedet. De kan sagtens skrive tre-fire sætninger ud i en køre uden nogen form for sætningsadskillelse og uden at differentiere mellem store og små bogstaver. Arbejdet med at finde ud af hvor sætningerne begynder og slutter, overlades til mig.
Denne måde at skrive på udgør en særlig stil som mere eller mindre bevidst er i opposition til gængse konventioner.
Det særlige ved den sms jeg omtalte i indledningen, var at den faktisk ikke i øvrigt så ud til at lægge sig efter en særlig oppositionsstil.
Tværtimod overholdt alt andet i sms’en de traditionelle regler for retskrivning, inkl. skelnen mellem store og små bogstaver.
Fx efterfulgtes forkortelsen “mht.” (med punktum!) af lille bogstav i næste ord. Noget man typisk skal gøre en aktiv indsats for at få telefonen til.
Det eneste der afveg, var det manglende slutpunktum.
Da jeg af nysgerrighed kiggede de sms’er igennem jeg havde liggende på min telefon, opdagede jeg at det slet ikke er så usædvanlig som man kunne tro, at udelade slutpunktummet.
Faktisk sker det så ofte at man kan begynde at overveje om der ligger noget bag. Måske kan man have en lyst til at signalere til den man skriver til, at udvekslingen ikke er færdig.
Nu er det den andens tur.
Og selvfølgelig kan det være at man har så travlt hen mod slutningen af sin besked, at man simpelthen bare glemmer det