Af forsker Ole Ravnholt, Jyllands-Posten, 18. august 2009
Det danske sprog er under påvirkning fra mange forskellige sider.
Vi taler mest om engelsk i denne sammenhæng, men der er også andre sprog på spil: svensk, tysk, italiensk, spansk osv. Og så jysk, selvfølgelig. Engelskpåvirkningen betragtes ofte entydigt som en trussel . Men hvordan med jysk? Udgør jysk en trussel mod det danske sprogs udvikling, eller er det tværtimod en resurse som vi kan øse af efter lyst og behov? Der er ingen tvivl om at jysk og andre dialekter har været betragtet som ukorrekte afvigelser fra rigtigt dansk, altså som en trussel mod sprogets renhed, dvs. ensartethed.
Skolen har forfulgt dialekterne, radio og tv har bandlyst dem undtagen som pudseløjerlige indslag fra folkedybet, og i dag overlever de næsten kun som lokale farvninger af standardsproget.
For fesent
Men man kan alligevel spore en vis jysk påvirkning af standardsproget, både i ordforrådet og i grammatikken. I ordforrådet finder vi gode jyske ord som “bøvl, fesen, fi–stre, noller, snalret,
træls” – alle opslagsord i Den Danske Ordbog og nogle også i Nye Ord i Dansk 1955–1998, men stavekontrollen synes at “fesen” er for fesent og “noller” for noller til at den vil acceptere dem. Det er vist de færreste der har noget imod låneord fra jysk, selv om nogle af dem ikke lever op til de krav der somme tider stilles til låneord fra engelsk: “Fesen” er egentlig en jysk bøjningsform af “fise”, men den har jo selvstændiggjort sig; “noller” er ubøjeligt – endnu da, men “nolre” kan googles, ikke kun som udsagnsord; og “træls” har normalt ikke stød, selv om det har stødbasis, ligesom “team” – “træls” kan til gengæld bøjes, men vist mest af folk fra Djævleøen.
Så jyder kan med nogen ret synes at deres ord bliver mishandlet når de kommer udenbys. Men når det drejer sig om ordforrådet, kan vi åbenbart godt betragte jysk som en resurse, så lad os få nogle flere jyske ord på banen, vær nu ikke så fjalet.
Dem der har bredt sig, vækker ikke anstød.
Men hov, hvordan med grammatiske påvirkninger? Nogle sprogforskere hævder at “dem” som grundled, som i den foregående sætning, sikkert oprindelig er jysk, og det bliver jo skarpt forfulgt af sprogrevsere. I det seneste nummer af Mål og Mæle kan man læse at “Han tog hans hat og gik hans vej” nu ikke længere er i tilbagegang i Jylland, og at det oven i købet ser ud til at brede sig i københavnsk og sjællandsk. Er det okay eller for galt? Er jysk en resurse eller en trussel?