Af forsker Marianne Rathje, Jyllands-Posten, 12. juni 2010
“Må man godt sige “dog”, mor?”, spurgte min 4-årige datter forleden. Hun er ved at tilegne sig kunsten at bande: Hvilke ord må man sige til hvem hvorhenne? Hvordan “dog” kan have forputtet sig blandt mere saftige gloser i den sproglige bandekasse, kan man kun gætte på. Et bud er at hun har hørt “Så gør det dog!” nogle gange efterhånden.
Andre dage skal man svare på om man må sige “for helle mand”, “for batman” eller “for søren jørgen” – alle sammen kreative bud på “pæne” omskrivninger af bandeord, eller det man i Norge kalder “næsten-bandeord”. Det ER bandeord – men kun næsten. Så det må man godt sige.
Fra børnefjernsyn og dermed fra tv-venner som Postmand Per, Palle Gris og Fifi er min datter blevet udsat for næsten-bandeord som “for katten”, “søreme”, “jøsses” og de mere kreative af slagsen “du milde mælkebøtte” og “blafrende blomsterfrø!”.
Man kan derfor ikke anklage disse børneserier for at få vores børn til at bruge grove bandeord – hvilket jo gør et lidt sværere at forstå hvor børnene får deres bandeord fra. De voksne, selvfølgelig. Men hvor får de voksne deres bandeord fra? Fra avisen, blandt andet.