Hvem siger fuck?

Indholdet på denne side er mere end 14 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Af forsker Marianne Rathje, Jyllands-Posten, 17. februar 2009

Er du mand? Er du ung? Har du et kortere skoleforløb bag dig, og tilhører du ikke overklassen? Så siger du sandsynligvis fuck.

Sådan er det i hvert fald i England: I 2004 undersøgte to britiske sprogforskere hvem der siger fuck. Sprogforskerne granskede et korpus af moderne engelsk og fandt først og fremmest ud af at fuck blev brugt 12 gange så meget i tale som i skrift. Desuden anvendtes fuck intet mindre end 150 gange mere i dialog end i monolog. Så fuck er altså populært når vi taler – sammen. Mænd brugte desuden fuck dobbelt så meget som kvinder i undersøgelsen, og det var de unge 15-24-årige der sagde fuck flest gange. De der havde forladt skolen tidligt, var også dem der anvendte fuck oftest, og det viste sig at være personer fra de lavere sociale lag der sagde fuck.

Er det mon sådan i Danmark også? Det lille forbudte fuck har vi haft i dansk skriftsprog siden 1990 og sandsynligvis noget længere i talesproget. Vi har fuck fra engelsk, hvor man har kunnet slå det op i ordbøgerne siden 1956, mens det først har fundet vej til de danske ordbøger for nylig, nemlig i 2004.

I Danmark er der ikke forsket meget i hvem der siger fuck. Men en nyere dansk undersøgelse af tre generationers bandeord viste at det udelukkende var unge der sagde fuck: De midaldrende og de ældre brugte andre bandeord som for søren og pokkers. En anden dansk undersøgelse har vist at fucks popularitet blandt de danske unge er steget i de senere år: Fuck udgjorde i 1995 kun 1 % af de unges samlede antal bandeord, mens det i 2005 udgjorde næsten 23 %. De danske undersøgelser af fuck bekræfter altså de engelske resultater hvad alder angår: Det er især unge der siger fuck. Vi ved dog ikke om det også i Danmark især er mænd med kortere uddannelse og fra de lavere sociale lag der siger fuck. Måske er det anderledes herhjemme – i hvert fald siger denne klummes forfatter, som er ikke-ung, kvinde og højtuddannet, hyppigt fuck.

Teksten stammer fra en serie artikler der under rubrikken “Sproget” er blevet bragt i Jyllands-Posten siden juni 2008. Artiklerne er skrevet af medarbejdere ved Dansk Sprognævn.